Kan en forfatter være sin egen hovedperson?

• Skønlitteratur på P1   (56:33)

Karl Ove Knausgaard har sat Norge på den anden ende. Han har varslet at han vil udgive seks ultra-selvbiografiske romaner, hvor hver en sten i hans eget liv vil blive vendt - og hvor alle han kender, kan forvente at blive omtalt. Med navns nævnelse og det hele. Derfor flyder de norske aviser for tiden over med hidsige debatter om balancen - eller ubalancen - mellem virkelighed og fiktion.

Karl Ove Knausgaard har givet sit romanværk en titel med temmelig provokerende potens: MIN KAMP. De tre første romaner er allerede udkommet, og netop nu sidder forfatteren og skriver på de næste. Værket er allerede belønnet med den prestigefyldte Bragepris, og det er en af de norske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris, der uddeles senere på foråret.

Kulturjournalist Lea Korsgaard har læst de tre første bind og fulgt den litterære debat i Norge, og i Skønlitteratur på P1 ridser hun historien om Karl Ove Knausgaard og hans kamp.

Dobbeltkontrakt mellem forfatter og læser

Karl Ove Knausgaard er ikke den eneste forfatter, der skriver autentisk og tæt på eget liv - og han er langt fra den eneste, der bruger sit eget navn. Paul Auster har gjort det, Jonathan Safran Foer har gjort det, og Klas Östergren har gjort det. Og her i Danmark er der faktisk en markant aktuel tendens til at forfatterne bruger deres eget navn. Folk som Julia Butschkow, Torben Munksgaard, Kristian Himmelstrup, Josefine Klougart, er eksempler på forfattere, der har blandet deres egne navne ind i deres romaner - et kneb som Peter Høeg brugte med stor gennemslagskraft i 1993, da han udgav romanen DE MÅSKE EGNEDE.

Men kan man på den ene side fortælle sin læser, at alt er fiktion, og på den anden side rokke ved forestillingen ved at bruge sit eget navn? Hvad gør det ved vores opfattelse af litteraturen.

Lektor på Københavns Universitet Poul Behrendt forsker i emnet, og han reder trådene ud i en samtale om dobbeltkontrakter og autofiktion.