Forførende litteratur
Skønlitteratur på P1 20. februar 2010 kl. 14:03
på
P1
Casanova og Don Juan er de to helt store forførerer i litteratur- og kulturhistorien, og forførermotivet er blevet brugt i utallige romaner - nu også af Mathilde Walter Clark, der er aktuel med en stor, bred, underholdende roman om New Yorker-fotografen Priapus Cloakfire og hans besværlige og begærlige livtag med kærligheden og det evige behov for at erobre.
Nanna Mogensen har læst PRIAPUS og inviteret forfatteren i studiet til en samtale om forførerkunsten og litteraturen. Og selvsamme Nanna tog sin båndoptager og gik på sporet af endnu mere litterær forførelse da Danmarks Radio lagde hus til en såkaldt speed dating for singler med hang til gode (eller dårlige?) bøger...
Det norske vidunderbarn
Roy Jacobsen er blevet hyldet af anmelderne for sin fine roman om drengen Finn, der vokser op i et norsk boligbyggeri i Oslo i 60'erne, hvor velfærdssamfundet prøver at bide sig fast, samtidig med at mennesket forsøger at erobre månen. Finns far forlod familien for flere år siden, og nu er han død. Men inden han døde, fik han en datter med en anden kvinde, som imidlertid ikke er i stand til at tage vare på pigen. Så en dag ankommer Finns ukendte halvsøster med bussen. Men hvad stiller en enlig mor og hendes søn op med en seksårig pige, der dårlig nok kan tale? Roy Jacobsen fortæller om VIDUNDERBARN.