Litterære streger
Skønlitteratur på P1 05. juni 2010 kl. 14:03
på
P1
Den er blevet kaldt den tegnede litteraturs svar på James Joyces ULYSSES - et modernistisk hovedværk, der fornyer formsproget og sætter nye standarder for kunstens rum og rammer.
Og nu kan vi danskere ved selvsyn konstatere, at den amerikanske tegneserietegner Chris Wares hovedværk JIMMY CORRIGAN, DEN KLOGESTE DRENG I VERDEN er noget helt for sig selv, et moderne mesterværk, som forener den klassiske fortælling i ord med billedkunstens formsprog - en genre som er bedst kendt som graphic novel, den grafiske roman, den kunstnerisk fremragende tegneserie.
Chris Ware har netop været i Danmark for at deltage i forrige uges tegneseriemesse i København, Komiks.dk, og Skønlitteratur på P1’s Nanna Mogensen mødte ham til en samtale om den kunstneriske tegneserieroman, der skildrer det uforløste forhold mellem en mand og hans far - en fortælling, der både er ærkeamerikansk og almenmenneskelig.
I forlængelse af samtalen med Chris Ware taler vi også med den danske tegneseriekunstner Signe Parkins og formanden for Dansk Tegneserieråd, Thomas Thorhauge, der mener at den grafiske roman er mere tidssvarende end den traditionelle roman. Han forklarer sig i et interview med Nanna Mogensen.
Superhelte i det hele taget
Tegneserier er for mange et spørgsmål om flyvende mænd i kropsnære dragter - superhelte. I Dennis Gade Kofods nye roman møder vi en depressiv mand, der prøver at holde de sorte skygger på afstand ved at skrive og tegne historier om superhelte, der konfronterer det onde.
Romanen hedder SUPERHELTE I DET HELE TAGET, og Klaus Rothstein har talt med Dennis Gade Kofod om forholdet mellem romaner og grafiske romaner - og om hvilken rolle superhelte kan spille i vores liv.