preload loader

© iStockphoto

 

Hvem opfandt tændstikken?

Spørgehjørnet 03. december 2009 kl. 15:03 på P1

For at besvare spørgsmålet, må vi først definere hvilken type tændstik der hentydes til. For historien har budt på mange forskellige typer af det lille hjælpsomme vidunder.

Dykker man lidt ned i historien, finder man flammende træpinde med svovl omtalt i både Romerriget og i 500-tallets Kina. Men hvis vi skal finde oprindelsen til den tændstik, vi kender i dag nemlig strygetændstikken, skal vi frem til året 1669. Her opdagede den tyske købmand og alkymist Henning Brand det brændbare grundstof fosfor.

Elleve år senere opdagede den irsk/engelske filosof, kemiker og fysiker Robert Boyle, at hvis man gnider fosfor og svovl sammen, slår det ud i lys lue. Her kan man godt sige, at selve grundidéen bag tændstikken blev født: Nemlig at stryge en stik med et præparat mod en flade med et andet præparat.

Men det var ikke strygetændstikken som vi kender den i dag, der blev opfundet først - det var dyppetændstikken!

Dyppetændstikken
Den franske kemiker Jean Chancel opfandt i 1805 den såkaldte dyppetændstik. En farlig sag, hvor en pind med en sats af kaliumklorat, svovl, sukker, gummi arabicum og andre stoffer dyppes i en krukke med koncentreret svovlsyre, hvorefter pinden bryder i brand. Dette lugtede fælt, og udviklede gule dampe, og ideen blev senere patenteret af Samuel Jones, der producerede disse kemiske brandbomber under navnet "Promethean" matches.

Strygetændstikken
Året inden de føromtalte brandbomber blev patenteret, nemlig i året 1827, begyndte den engelske kemiker John Walker, at lave forløberen til strygetændstikken. Her fulgte sandpapir med den lille dåse man kunne købe, og i stedet for en lille krukke med svovlsyre skulle man således stryge stikken, som var præpareret med bl.a. antimonsulfid, kaliumklorat og svovl, mod sandpapiret.

De var dog meget uforudsigelige og farlige, og da de for alvor kom i handlen gik de under navnet "Lucifers" - i øvrigt et navn man stadig bruger om tændstikker i Holland.

Den moderne sikkerhedstændstik
Det var først i året 1844, at den svenske professor Gustaf Erik Pasch opfandt strygefladen med rødt fosfor, og tog patent på opfindelsen, at selve grundlaget for den moderne tændstikindustri blev skabt. Han adskilte også stofferne, ved at placere strygefladen uden på æsken - og dermed var sikkerhedstændstikken født.

I 1858 producerede den svenske producent Johan Edvard Lundström omkring 12 millioner æsker sikkerhedstændstikker - og så kan man vist roligt sige, at husholdningstændstikken var født.

______________________

Spørgehjørnets quiz
Ugens spørgsmål

Selvom vi lige har været på trattoria, og sat en velvoksen portion Gnocchi alla Romana til livs, har vi nu fået en uimodståelig lyst til en lille mundbid inden aftensmaden - en stuzzichino som de kalder det der - en appetizer. Samme sted vil vi også gerne smage et godt glas vin og købe en flaske af den med hjem.
Hvilken type etablissement skal vi frekventere? 

Ugens vinder
Denne uges vinder og heldige kartoffel er Svend Sejersen fra Hvidovre

Sidste uges spørgsmål
Hvilken ret spiser man traditionelt i Rom om torsdagen? Det danske ord for hovedingrediensen i retten har sin oprindelse i Tyskland, der har ordet fra italiensk.  Fra hvilket italiensk ord stammer navnet og hvad betyder det på dansk?

Det er romersk madtradition at spise Gnocchi di Patate eller Gnocchi alla Romana om torsdagen. Hovedingrediensen i denne romerske gnocchimodel er kartoffel.
Vi har ordet "kartoffel" fra tysk, der har overtaget det fra det italienske ord "tartufolo", der betyder trøffel.

Få også svar på:
Kan man bygge en violin af tændstikker?
Hvad betyder at slå?

 

Send eller anbefal link

Tilrettelæggelse:

Andreas Bonne Sindberg

Genudsendelse:

05. december 2009 kl. 06:03
05. december 2009 kl. 22:03
07. december 2009 kl. 00:35

 
 

Få Spørgehjørnet som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 
 

Programarkiv:

Spørgehjørnet er ophørt pr 31/12 2010

 

Seneste fra Radioklassikeren

 

Seneste Danmark Kort

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Spørgehjørnet > Udsendelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.