Hvornår begyndte man at spille fodbold?
Spørgehjørnet 27. januar 2010 kl. 11:03
på
P1
Hvor og hvornår man begyndte at spille fodbold vil altid være til diskussion. Det skyldes uenigheder om, hvilke af de mange forløbere for fodbolden der kom først, og hvilke der historisk set har haft indflydelse på fodbolden. Vi kan dog slå én ting fast: Den moderne udgave af fodbold begynder d. 26. oktober 1863 på pubben The Freemasons’ Tower i London.
Tsu Chu i Kina
Den første skriftlige kilde der detaljeret bekræfter eksistensen af et fodboldlignende spil, finder vi i Kina, og den kan dateres tilbage til Tsin-dynatiet, der herskede fra 255 til 206 f. Kr.
Spillet hedder Tsu Chu og blev anvendt som led i soldaternes fysiske træning. Tsu kan oversættes ”at sparke til bolden med fødderne” og Chu ”en bold af læder der er udstoppet”. Bolden blev fremstillet af læder, der var udstoppet med fjer og pels fra husdyr.
År 206 f. Kr. begyndte Han dynastiets ca. 400 år lange epoke i Kina, og det var i denne periode Tsu Chu blev et yderst populært spil, bl.a. fordi dynastiets Kejser efter sigende var en dygtig spiller og passioneret fan af spillet.
Romerne
Også Romerne havde et boldspil, hvor man brugte fødderne. Det var dog utrolig voldeligt sammenlignet med moderne fodbold. Romerne introducerede dette spil for Briterne efter at Cæsar havde erobret området i år 55 f. Kr.
Der er nogenlunde konsensus om, at dette er den første form for fodbold, der blev spillet i den moderne fodbolds hjemland – Storbritannien. Romernes voldelige spil kan være årsag til, at man i britisk historie ofte har betragtet fodbold som en brutal og ondsindet sport. I løbet af middelalderen var fodbold faktisk af flere omgange forbudt ved lov, det kan skyldes at spillets regler var meget begrænsede. Fx beskriver en fodboldhåndbog fundet ved Workington, hvorledes alle kneb, på nær manddrab, er tilladte i bestræbelserne på at score.
Starten på den moderne fodbold
Den moderne fodbolds historie starter i England i begyndelsen af det 19. århundrede.
Som tiden skred frem var fodbolden blevet mindre voldelig og mere velset.
I begyndelsen af det 19. århundrede blev fodbold indført som skolesport i flere britiske skoler, da en del rektorer havde bemærkede at fodbolden fremelskede fine værdier hos udøverne såsom loyalitet, holdånd og samarbejde.
Den afgørende fase i den moderne fodbolds undfangelse begynder i 1848, da Henry De Winton og John Charles Thring indkaldte repræsentanter fra fem af de store fodboldskoler til møde på Trinity College i Cambridge. Både De Winton og Thring var på daværende tidspunkt studerende ved universitetet i Cambridge, men var forhenværende elever på en af de helt centrale fodboldskoler: Shewsbury. Resultatet af dette møde blev The Cambridge Rules.
The Cambridge Rules
I det nye regelsæt blev der lagt vægt på, at fodbold skulle være et spil hvor man sparkede bolden rundt, således blev brugen af hænder og vold meget begrænset. Det nye regelsæt markerer samtidig begyndelsen på enden for fodbold og rugby som én samlet sport.
I slutningen af 1850'erne begyndte de første fodboldklubber uden tilknytning til en undervisningsanstalt at skyde frem. FIFA og F.A. - The Football Association anerkender i dag Sheffield FC som verdens første fodboldklub. Sheffield Football Club blev stiftet i 1857. Til trods for at sporten vandt stadig større popularitet, og klubberne så småt begyndte at dukke op, var der stadig ikke konsensus om reglerne. Det møde der definitivt skulle afgøre fodboldens skæbne blev først holdt i 1863.
The Freemasons’ Tower
Det første officielle regelsæt blev nedfældet 26. oktober 1863 på pubben the Freemasons Tower i London, hvor repræsentanter fra elleve forskellige klubber og skoler mødtes. Her blev The Football Association bedre kendt som F.A. dannet og det er verdens ældste fodboldforbund.
Det gjorde en enorm forskel, at man nu havde en central myndighed, der kunne opstille klare linjer, der var fælles for alle. Tilhængere af den mere fysisk betonede gren af fodbold, hvor det også var tilladt at bære bolden, udskilte sig d. 8. december 1863 fra fodbolden, da de simpelthen ikke kunne acceptere et forbud mod at bruge hænderne. Den gren af fodbold er i dag kendt som Rugby, opkaldt efter en af pionerskolerne inden for fodbold.
Ugens spørgsmål:
Hvad er det der fylder tomillionerfemhundredeogtreogfirstusindtohundredeogtreogfirs (2.583.283) kubikmeter?
Send dit svar og dine spørgsmål til sporgehjornet@dr.dk eller til:
Spørgehjørnet
DR Byen
0999 København C.
Sidste uges spørgsmål
Amerikansk legebarn der for nylig gæstede Danmark, og som flere gange har været i The Tonight Show med sin kunstart. Der er otte bogstaver i hans navn. Hvad er det han kan?
Svaret er at hans navn er Tom Noddy og han er exceptionelt god til at blæse sæbebobler.
Ugens vinder
Svend Andresen, 2620 Albertslund
Få også svar på
Hvorfor hedder gummistøvler røjsere?
Hvorfor hedder det at suge på labben?