Hvem opfandt Gin & Tonic?
Spørgehjørnet 03. februar 2010 kl. 11:03
på
P1
Som sædvanlig lader den slags spørgsmål sig aldrig besvare med navns nævnelse. Så vi må først og fremmest kigge lidt på de to ingredienser og så se, hvad vi kan få ud af blandingen.
Selv om tonicen er betydeligt sundere på alle måder end ginen, begynder vi alligevel med G'et i G&T. Gin har masser af år på bagen. Hemmeligheden bag det hele er enebær. Allerede fra oldtiden var enebær kendt for sine medicinske evner. I det elvte århundrede begyndte italienske munke at tilsætte enebær til destilleret spiritus, i et forsøg på at kurere byldepest.
Smagen af enebær
Selve ordet "gin" kommer enten fra fransk eller hollandsk, det ved man ikke med bestemthed, fra fransk "genièvre" eller hollandsk "jenever", begge ord betyder naturligvis "enebær". Den hollandske læge Franciscus Sylvius får æren af opfindelsen af gin, han fornyede interessen for at destillere spiritus med enebær foruden andre gode sager som anis, kommen og koriander. Apotekerne tog drikken til sig som middel mod sygdomme som gigt, lumbago og nyrelidelser.
Ginen bredte sig, og da Wilhelm af Oranje, den hollandske hersker også blev konge af England under navnet William den tredje, tog han for alvor ginen med over Kanalen, og drikken blev hurtigt meget populær i England. Den var i øvrigt også en del sødere den gang end nutidens gin. Lidt for populær måske, for blandt andet på grund af høje afgifter for importeret spiritus åbnede der sig mulighed for et kæmpe marked for gin'en. I 1740 blev der fremstillet seks gange så meget gin som øl i England, selv om øllet stadig blev betragtet som sundere at drikke end vand.
Terpentin og svovlsyre
Gin fik et dårligt ry, et ry, der stadig sprogligt har overlevet i engelsk, hvor man stadig kan tale om "gin-mills" og "gin-joints", samt slangudtryk som "gin-soaked" - "gin-gennemblødt" - om en dranker, og udtrykket "Mother's Ruin", som er et slangudtryk for gin simpelthen.
Forskellig lovgivning forsøgte i de følgende århundreder at dæmme op for den udbredte og den dårlige gin, der ofte blev fusket med blandt andet med tilsætning af terpentin og svovlsyre. Så sent som i 1913 kan man i Webster's Dictionary læse, at almindelig gin normalt er tilsat terpentin. Men lidt efter lidt lykkedes det at komme det meste af uvæsnet til livs, så ginen kun blev fremstillet af anstændige destillerier.
Den bitre smag af Gin
Hvis vi vender blikket bort fra Moder England ud til imperiets tropiske kolonier, hvor malaria-sygdommen ramte mange af de europæiske kolonisatorer. I 1820 var det lykkedes to franske forskere at udvinde et hvidt krystallinsk alkaloid af kinabark, det sydamerikanske cinchona-træ, og det stof viste sig effektivt til at bekæmpe malaria, og det fik navnet kinin.
Kinin havde en temmelig ubehagelig bitter smag, selv om den blev opløst i appolinaris og blev til "tonicvand" - "tonic" der bare betyder en "styrkende" eller "opstrammende" drik. For at skjule denne bitre smag forsøgte man at hælde lidt gin i. Og den første, der gjorde det, miksede den første G&T. Nutidens tonicvand indeholder dog ikke ægte kinin, men kun smagsstoffer af kininen.
DESUDEN:
Hvem er Stigaardsvej i Gentofte opkaldt efter. Det viser sig, at opslagsværket om københavnske gadenavne tillægger navnet en forkert person - vejen er opkaldt efter Lauritz Stigaard, skuespiller.
Hvor langt eller hvor længe er et hanefjed?
Og endelig en lille samling blandet gods, der ikke mindst rummer en efterlysning: Det gælder begrebet Månedslov.
Spørgehjørnets Quiz:
Denne uges opgave:
I en kirke i udkanten af et lille land findes et kapel, der er viet til en dansk konge. Rundt regnet 280 år efter indvielsen af dette kapel besøgte en anden dansk konge - med samt sin dronning - den selvsamme kirke og donerede en skriftestol ved siden af kapellet. Hvilke to konger er der tale om, og i hvilken kirke?
Ugens bonusquiz:
I april 1967 blev der fra en parkeret bil i London stjålet et bånd med ti originale sange til en rock-gruppes debutalbum. Bilen var parkeret i en gade med et bekendt navn. Gruppens debutalbum udkom i marts måned året efter. Hvilken gruppe var der tale om, hvad hed gaden og hvor stor var dusøren, som gruppen udlovede til den der tilbageleverede det stjålne bånd?
Løsning på sidste uges opgave:
Det, der fylder 2.583.283 kubikmeter er den store pyramide i Giza, den som ægypterne kalder Khufu og vi kalder Cheopspyramiden.
Ugens vinder: Marianne Pedersen, Løgstør