Fortællingen om bolle-å'et
Sproglaboratoriet 11. februar 2010 kl. 11:03
på
P1
Da Hartvig Frisch i 1948 indfører det, vi kender som bolle-å'et, er der gået flere hundrede års diskussion forud. For allerede i 1743 foreslår grammatikeren Jens Pedersen Højsgaard, at vi får et tegn for å-lyden.
Svenskerne var først
Idéen er at overtage det svenske tegn, som allerede findes på det tidspunkt og kommer senere på programmet, da den store danske sprogforsker Rasmus Rask skriver et forsvar for bolle-å'et, som erstatning for AA. I hans retskrivningslære fra 1926 skriver han, at
- Å er den rigtigste figur, vi kan anvende til at betegne denne enkelte lyd. Men at den bør betegnes med et enkelt bogstav, vil vist alle som har begreb om sprogrigtighed letteligen indrømme. Især da ingen anden enkelt lyd i vort modersmål betegnes med tvende sammenstillede tegn.
En nordisk idé
Men heller ikke Rasmus Rask har held med sit anliggende. Hans tanker videreføres imidlertid af højskolekredse, og i midten af 1800-tallet er bolle-å'et i høj grad knyttet til det nordiske.
I 1869 holder man et stort nordisk sprogmøde i Stockholm, hvor man prøver at nærme de nordiske retskrivninger til hinanden, men heller ikke her bliver aa erstattet af noget å.
Først i forbindelse med retskrivningsreformen i 1948 bliver å'et trukket med som en form for nordisk gestus i den reform, der først og fremmest handler om at ændre det store begyndelsesbogstav for navneord.
Bolle-å'et stadig genstand for diskussion
Men helt indtil for nylig var bolle-å'et genstand for diskussion, fordi mange provinsbyer var kede af at stave deres by med å. I dag er bolle-å'et en fast del af det danske sprog, men i både Aalborg og AAbenraa er man glade for det dobbelte a. I tiden efter retskrivningsreformen lavede AAbenraa således en kampagne med sloganet:
Byens navn er Aabenraa - uden svenske boller paa!