Jeg kondolerer

• Hør udsendelsen  

Det kan være vanskeligt at vælge de rigtige formuleringer, når man står ansigt til ansigt med en person, som er i sorg. Mange kender for eksempel valget mellem den meget højtidelige vending "jeg kondolerer" og det alternativ, som omvendt kan virke temmelig dagligdags "jeg er ked af det".

Efter Grethe Andersen mistede sin tvillingesøster, var hun i dyb sorg, men oplevede at hun ikke blev mødt med tilstrækkelig sproglig følsomhed fra sine omgivelser:

Sproglig afstand til sorg
- Der er en floskelagtig og velment og akavet måde at forholde sig til den sørgende på, som gjorde mig ked af det.

Sådan siger Grethe Andersen, der har skrevet bogen Sorgsprog om de sproglige erfaringer, hun gjorde sig i kølvandet på sin søsters død. I bogen kommer hun med eksempler på, hvordan hun blev mødt med en sproglig afstand til den sorg hun oplevede:

- Der er en stor mangel på at konkretisere og at spørge mig og få mig på banen. Det handler både om den tid der er gået og hvordan jeg ser ud. Men også at det er svært at møde folk, der er ude af sig selv.

Og Grethe Andersen har netop følt sig ude af sig selv, siden hendes søster døde. En følelse, som hendes omgivelser ikke forstod at tackle rent sprogligt:

- Den primære årsag til at vi mangler de sproglige redskaber der skal til for at møde den sørgende er, at vi ikke er helt bevidste om, hvor mange normer vi har i vores samfund om at skulle sørge på en bestemt måde. Der findes så mange krav til, hvordan man skal sørge. Man må for eksempel ikke sørge for længe eller have den afdødes tøj hængende. Og alle de normer gør at vi kommer til at indlægge så mange små direktiver og hentydninger, som virker sårende i stedet for lindrende.

Et sorgsprog?
En sørgende er per definition meget nærtagende, og det sproglige underskud i forhold til sorg gælder også Grethe Andersen selv. Men det har alligevel været magtpåliggende for hende, at skrive om det hun kalder sorgsprog:

- Mit ærinde har været at fortælle, hvordan tingene virker. Man får kun den sørgende videre, hvis den sørgende får lov til at komme på banen. Og ikke ved at sige, hvad man tror, mener eller synes den sørgende skulle gøre.

- Hvis man nu omvendt formulerede: Hvad tror DU ville være godt for dig? Eller: Hvor har du haft det sværest i processen? Eller: Hvad har tiden gjort ved dig? - så giver man muligheden til den sørgende for at komme på banen.