Københavnerskolen

• Hør udsendelsen   (27:57)

I 1928 har den unge danske sprogforsker Louis Hjelmslev været i Paris for at deltage i verdens første kongres for lingvister. Hjelmslevs far er professor i Matematik og hans syn på sproget er anderledes end, hvordan man ellers betragter sproget.

Hvor man før havde betragtet sproget som noget filologisk - et historisk og kulturelt anliggende - er Hjelmslev optaget af at løsrive sproget fra filologien og se det mere isoleret. Og fra kollegaer i Prag har han en idé om, hvordan Danmark kan komme på det sprogvidenskabelige landkort.

I stedet for den kulturhistoriske interesse for sprog, der efterhånden er blevet tæt knyttet til nationalstaten, er Hjelmslev optaget af, hvad sprog er som generelt fænomen.

Strukturalisme og sprogbrug
Det er den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures, der som den første er begyndt at anskue sproget på denne måde, som snart får navnet strukturalisme. Saussures ser sproget som systemer, der inkluderer sprogbrugeren - taleren, som selv laver system i det. Systemer, som altså ikke har noget med kulturhistorien at gøre, men som hviler på sprogets egne præmisser.

Det er med dette i baghovedet, at Louis Hjelmslev i 1931 opretter Lingvistkredsen. Et diskussionsforum, som flytter dansk sprogvidenskab, så den med Hjelmslevs ord "ikke mere har ret til teoretisk uskyld".

Sammen med Hjelmslev er Viggo Brøndal drivkræfter for kredsen, men det skal vise sig, at de to langt fra er enige. Hjelmslev insisterer på at metoden er nøglen til forståelse af sproget. For ham er sprogets struktur næsten en form for matematik. Forholdet mellem sprog og genstand er logisk og kan derfor regnes ud som en ligning. Han taler om en rationel sproggenetik og skriver, at "formålet nås bedst ved i nogen grad at forglemme fortiden, og begynde forfra overalt hvor fortiden ikke har ydet noget, der positivt lader sig udnytte".

Uenigheden
Viggo Brøndal derimod er en langt mere filosofisk type. Han hører kulturens ekko i sproget og for ham er verden udenfor sproget ikke noget der kommer bagefter, som en halvirriterende ledsager, men selve sprogets grundlag.

Uenighederne mellem Hjelmslev og Brøndal bliver både lingvistkredsens styrke og dens akilleshæl. De gør diskussionerne frugtbare, men er også så grundlæggende, at man ikke kan finde sig til rette om en bestemt teori. I stedet tager Hjelmslev til Århus med sin makker Hans Jørgen Uldall. Gennem 3 år arbejder de intenst på en ny teori, som de kalder glossematikken.

I 1936 bliver der afholdt en stor lingvistkongres i København og her er det meningen af glossematikken skal præsenteres. Men på trods af deres hårde arbejde er Hjelmslev og Uldall ikke blevet færdige med deres teori og må nøjes med at uddele et hæfte på 4 sider med skitser til teorien og løfter om en udførlig udgivelse et halvt år efter. Men tiden går og glossematikken bliver aldrig udmøntet i det hovedværk, som der var lagt an til. Alligevel bliver den danske lingvistik kendt i udlandet som Københavnerskolen og er siden med til