Strukturalismens Tragedie

• Hør udsendelsen  

I løbet af det 20. århundrede får sproget en ny position i forholdet til vores kultur og historie. Hvor sproget før i tiden har været et medie, som verden og virkeligheden udfolder sig igennem, ser man nu i højere grad sproget selv som en helt afgørende optik for forståelse af verden. Det medfører meget naturligt en forstærket fokus på sproget selv.

Også her i Danmark er vi med på det man kan kalde den strukturalistiske bølge med oprettelsen af Lingvistkredsen i 1931. De to drivkræfter hedder Louis Hjelmslev og Viggo Brøndal og kredsen er kraftigt inspireret af de tanker som den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures har præsenteret for sine elever på universitetet i Geneve ved Cours de lingvistic generale i 1916, og som Pragerskolen under ledelse af Roman Jacobsen har videreført. Det er Jacobsen der kalder den nye måde at forstå sproget på for ”strukturalisme”. En betegnelse, som med udgangspunkt i lingvistikken skal komme til at blæse ud over Europas akademiske liv de næste mange år.

Der er ingen tvivl om at strukturalismen har haft en enorm indflydelse på vores tænkemåde i dag. Men set i bakspejlet er der også en særlig ting, som er karakteristisk for flere af dens fortalere: nemlig det at de have overordentlig svært ved at udgive deres teorier.

Det ligner nærmest den strukturalistiske lingvistiks forbandelse og paradoks at de store teorier ikke bliver nedskrevet. Det gælder både for strukturalismens ophavsmand Ferdinand de Saussures, hvis tanker alene er overleveret gennem hans elever og deres udførlige noter - og det gælder også i en vis grad for vores egen Louis Hjelmslev, der aldrig når at få udgivet sin store teori ”glossematikken”.

Måske skal forklaringen findes hos den sprogteoretiker, der trods alt må regnes for den største i det 20. århundrede Ludwig Wittgenstein - der i sine unge år - lidt ligesom Hjelmslev - var det man kan kalde logisk positivist. I slutningen af Wittgensteins første værk Tractatus skriver han om den konsekvens han må drage af sin egen teori:

”Mine sætninger er oplysende på den måde, at den, som forstår mig, til sidst erkender, at de er meningsløse, når han ved hjælp af dem - som ad en stige - har hævet sig op over dem. (Han må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den).Han må overvinde disse sætninger, så ser han verden på den rigtige måde.”

Wittgenstein selv sparkede stigen væk ved at afsværge akademia og blive skolelærer i en landsby i Østrig - noget som han i øvrigt var elendig til. Og både for Hjelmslev og Saussures kan det se ud som om at selve den indsigt i sproget, som de måtte have fået med strukturalismen - den tanke at sproget kun er sandt, når det er logisk og kan bruges som en form for lovmæssigheder - samtidig har umuliggjort det, at få deres teorier skrevet ned.