Oprettelsen af Det Danske Akademi
Sproglaboratoriet 08. juli 2010 kl. 11:03
på
P1
Det er en blæsende sommerdag i 1960, da radiomanden og forfatteren Karl Bjarnhof går tur gennem en af Københavns gamle haver med professor Christian Elling. Tanken om at stifte et akademi for sprog og litteratur har været før været luftet af Ellings kollega professor Paul Rubow. Men nu mener Christian Elling at tiden er nu moden og i løbet af gåturen leger de to mænd med tanken om, hvordan en sammenslutning af den art kunne se ud. I de 15 år der er gået siden befrielsen er der blevet oprettet flere stipendier til naturvidenskaben. Men litteraturen og æstetikken havde brug et løft, mener de.
En af de første forfattere, som initiativtagerne spørger, er Jacob Paludan. Han hører til blandt tidens allerstørste forfattere og har været gæst i Karl Bjarnhofs radioprogram Kaminpassiar De tre: Radiomanden, professoren og forfatteren mødes nu flere gange for at diskutere eksistensberettigelsen et dansk akademi og de historiske tråde et akademi ville trække på.
Akademi-tanken fører helt tilbage til en form for diskussionsklubber i antikkens Grækenland, hvor Platon var en af dem som ledte symposier i den lille lund Akademos nord for Athen - deraf navnet Akademi. Men som akademi for ånd og sprog er der navnlig to forbilleder: Det franske og det svenske akademi, der begge er fra renaissancen.
Mens sommeren 1960 bliver til efterår, får tankerne om et dansk akademi fast form. Karl Bjarnhof taler med store forfattere som Tom Kristensen, HC Branner og Knud Sønderby. Og til forlaget Gyldendals efterårsreception trækker han Thorkild Bjørnvig til side for at indbyde ham til et stiftende møde. Imens har Christian Elling drøftet tanken med sine medprofessorer Paul Rubow og Hans Brix. Og så har han taget kontakt til Agnes Henningsen og til Karen Blixen.
Samtidig har Den danske forfatterforening fået en lignende idé. Og det får Bjarnhof, Elling og Paludan til at handle pludseligt. D. 21. november annoncerer radioavisen planen om Det Danske akademi til stor overraskelse for mange af dets egne medlemmer. Det lykkes dog alligevel at få fleste samlet til et stiftende møde i Christians Ellings herskabslejlighed i Kristianiagade på Østerbro i København en uge efter - d. 28. november 1960 kl. 14.30.