Stemmeføring med dyb resonans
Sproglaboratoriet 10. maj 2012 kl. 11:03
på
P1
Hvad er en konfirmationsfest uden sange, taler og poetiske vers? Forleden deltog jeg i en fest, som havde det hele. Der var dog én taler, der skilte sig ud. Alle bemærkede det og det var da den gamle farfar på over 80 år rejste sig og reciterede et digt af Benny Andersen. Både børn og voksne sad musestille. Man skulle ikke gå glip af et eneste ord. Stemmen var dyb og rolig og resonerede i farfarens krop, i rummet og i hver enkelt af os. Han berørte nogle dybe strenge og bagefter var der begejstret mumlen fuld af salighed og taknemmelighed.
Vi støder ikke så ofte på denne poetiske og musikalske form for oplæsning mere. I følge Martin Spang Olsen, som øvede deklamation og musikalsk recitation med sin far tegneren Ib Spang Olsen, er det en uddøende genre. Den er karakteriseret ved teksttydelighed, musikalitet og en dyb resonans med de universelle svingninger, fortæller han
- Ib var ydmyg som enhver kunstner, der lader en universel inspirationen strømme igennem sig. Han lod kroppen svinge med universets rytmer. Det lyder højtravende, men sådan var han ikke.
Det hedder ret, ikke rat
Martin ville ønske at flere kunne få den opdragelse han har fået. Alligevel er det vanskeligt, at bringe den videre.
- Jeg kan næsten ikke lide at rette på mine egne børn, for de barnlige vendinger er så søde. Men det ville være lettere for de unge at lære at stave, hvis de udtalte ordene mere tydeligt, som de staves. Således kan vi kende forskel på "at have ret" og et "rat, som vi har siddende i bilen". Det var den slags min far gik meget op i.
Martin Spang Olsen har arbejdet på et cd'projekt i 10 år sammen med sin far, der var meget kritisk med, hvordan ordene skulle udtales.
- Han gik meget op i frasering og udtale. Og efterhånden forstod jeg, hvordan han ønskede det. Derefter kunne jeg formidle det til min kone Anna Britt. Han blev meget glad for den cd. Og det særlige ved den er, at det er en børne cd, hvor teksten og dens fortælling er vigtigere end musiken.
Patos og sjælfuldhed
I danske digterkredse kan man stadig opleve den stolte tradition for deklamerede tekster. Inger Christensen er et forbillede, hvis monotone og næsten messende, men altid nærværende stemme, er svær at matche. Og måske føles det også forkert i mange nutidige danskeres mund og ører. I Tyrkiet holdes traditionen i hævd, og her er patos og sentimentalitet ikke så fremmed. Digter Niels Hav, som har en kærlighed for det tyrkiske sprog og kultur, siger, at det skaber vanskeligheder, når man skal oversætte tyrkiske digte til dansk:
- Min opgave er at skubbe lidt til det danske sprog, når jeg oversætter fra tyrkisk. Men jeg må også gå på kompromis, for danskerne er ikke gearet til den form for fed svulstighed, som man finder i tyrkiske digte.
Lyt til Sproglaboratoriet i linket ovenfor og hør tyrkisk deklameret af den prominente sanger Cem Karaca, som er kendt af alle i Tyrkiet. Du kan også høre uddrag af cd'en "Når far og mor får tid" med musik af Martin Spang Olsen og oplæsning af Halfdan Rasmussen-rim ved Ib Spang Olsen.