Et sprog med paradokser

• Hør udsendelsen   (27:00)

Alle føler sig fremmede i Israel - men ingen ved hvorfor, siger digter Havida Pedaya. I mit barndomshjem talte vi ét sprog - og det var et andet, vi hørte i skolen.
Hjemme lød der altid et kor af stemmer, der akkompagnerede vores gøremål - liturgisk poesi sat i musik.

Det var den lyd, der klingede i mit indre rum  - men der var ikke beskrivelse for den i det sprog, der blev talt i skolen..

Så længe jeg mindes, forholdt jeg mig tavs. I perioder helt stum.
Langt senere, som voksen havde mine ord hobet sig op indeni. Som om jeg bar et foster, der havde vokset alt for længe, sprang jeg åben. Ordene væltede ud af mig - min første digtsamling kom til at hedde "Fra en forseglet pagt".

Havida Pedayas historie om, hvordan hun forlader sit indre fængsel og finder friheden til at skrive og tale er som en messiansk genkomst. Og billedet af en bug af ord, der pludselig springer levende åben, kunne være en metafor for det hæbraiske sprogs usædvanlige historie. Pludselig blev det vakt til live igen som talesprog - efter at have været forvist og gemt væk i hundredevis af år!

Dokumentaristen Nurith Aviv har indfanget digtere forfattere og andre kunstneres forhold til det hæbraiske sprog - og man forstår, at det ikke er enkelt.

Vi knepper på hæbraisk, fortæller en - , vi bruger det til at fornærme og kritisere hinanden, vi indoptager gadens slang - og samtidig genlyder de gamle højhellige skrifters repetetive rytme og forfædrenes skabende lyde gennem vores ord. Det er et paradoks - det er svært og dybt fascinerende på samme tid, samstemmer flere af de medvirkende i filmen.

Filmen Langue sacrée, Langue parlé kan ses i Cinemateket tirsdag d. 22. maj efterfulgt af foredrag og debat om sprog og identitet.