Verdens bedste værter
Sproglaboratoriet 28. juni 2012 kl. 11:03
på
P1
- Vejret er ikke altid det bedste, men vi kan blive verdens bedste værter.
Henrik Meng, som er service-konsulent og forfatter mener ikke at vi er tabt for turister blot fordi det siler ned.
- Regn er flydende solskin. Jeg har taget 10 paraplyer med mig ud af døren i morges og jeg har kun et par stykker tilbage. Folk bliver så glade, når man forærer dem en paraply.
Man behøver med andre ord ikke at sige så meget for at sætte smil på turisternes læber og lyse deres dag op. Ordet flink stammer fra plattysk og betyder at stråle, så når du er flink afsender du stråler af lys. Lars AP, som er manuskriptforfatter og står bag Fucking Flink kampagnen, understreger også, at lyset altid stråler tilbage til dig selv
- Det fantastiske af det hele er, at man selv bliver gladere. Og det er en form for glæde, der ikke koster dig alverden ud over at trække lidt på smilebåndet og hilse andre velkommen. Måske koster det dig en paraply i ny og næ!!
Henrik Meng og Lars AP ser danskerne som et høfligt folk. Men at vores høflighed ind imellem betyder, at vi ikke kommer i kontakt med fremmede
- Vores måde at være høflige og flinke er at lade de andre i fred. Det er vores måde at vise respekt.
Men en turist vil ikke være i fred og har ikke mange uger eller måneder til rådighed til at varme en dansker op.
- Vi er som regel altid flinke og hjælpsomme, hvis nogen spørger os. Men vi kunne godt prøve at være lidt mere opsøgende, så vi ikke kun er flinke på opfordring.
Danskerne er ét af de folk i verden, der er bedst til fremmedsprog. Men også her er vi åbenbart lidt tilbageholdende.
- Vi er super dygtige til sprog, men vi bruger det bare ikke så aktivt. Også her kunne vi godt komme lidt ud af busken. Så ville vi let kunne betegnes som verdens bedste værter.
Henrik Meng: Værtens Bedste Service - Licence to thrill (2008) er udkommet på Meng & Co.
Lars AP: Fucking Flink (2010) er udkommet på People's Press