Et liv med lokomotiv
16. oktober 2008 kl. 10:03
på
P1
Da man i 1960'erne begyndte at tage damplokomotiverne ud af togdriften satte man samtidig brand i hjerterne på en lille flok mænd/drenge på Koldingegnen.
De stod i 1963 og kastede beundrende blikke efter de uddøende kraftværker på hjul. Og de tre mand og en enkelt dreng besluttede at danne en klub, som skulle indsamle og vedligeholde damplokomotiver og gamle togvogne - for at eftertiden - og drengene selv - kan nyde kraft, lyd og skønhed fra en svunden tid.
KLK er Kolding Lokomotiv Klub. Godt 300 passive og ca 25 aktive medlemmer sørger for at der stadig kører veterantog i det sydlige Jylland. De holder til i en gammel DSB-remise i Lunderskov og der bruges der i denne tid særligt mange kræfter på at istandsætte et lokomotiv fra 1914.
Det var faktisk det første lokomotiv klubben erhvervede sig i 1963. Da havde det ikke kørt siden 1957 og var i så dårlig stand at det har taget de forgangne 45 år at restaurere. Mange har spurgt hvornår TKVJ 12 kommer ud at køre. De kan glæde sig, for KLK regner med at lokomotivet fra 1914 kommer på skinner i 2009.