Hjemløs morgenmad
Stedsans 23. oktober 2008 kl. 10:03
på
P1
Gadelamperne våger søvnigt over Blågårds Plads i morgenmulmet, efterårsvinden bider i kinderne og hvirvler de gule blade rundt mellem bænkene. Blågårds Kirke ligger tilbagetrukket mellem to beboelseshuse og et par mørke skikkelser er på vej hen mod en oplyst port.
I krypten under kirken ligger Morgencafeen for hjemløse og der er livlig aktivitet fra klokken 5 om morgenen. På panden sprutter bacon, havregrøden bobler og der dufter af kaffe. 80-100 hjemløse bruger morgencaféen hver dag, de får morgenmad og en snak og i den dunkle menighedssal ved siden af caféen ligger der madrasser, soveposer og tæpper og man kan få en lur indtil cafeen lukker ved 11-tiden.
Caféen bliver drevet for små offentlige midler, bidrag fra fonde og frivillig arbejdskraft. Det koster 600.000 om året at drive caféen og daglig leder Michael Espensen ved aldrig om der er penge til at fortsætte et år til.
Lee og Maria har levet på gaden i årevis og fortæller, hvad det betyder at kunne lukke sin dør og hvorfor det er stressende at leve på gaden.