På palæets vægge
Stedsans 24. maj 2012 kl. 10:03
på
P1
I 1795 gik der ild i flådens lager for kul og tømmer, som lå lige ved Kongens Nytorv. Ilden bredte sig hurtigt og da den døde ud et par dage senere var mere end 900 huse brændt.
Bankpalæerne
På asken af de gamle bygninger blev der bygget nyt - blandt andet nogle store palæer langs Holmens Kanal. I mange år husede de to imponerende bygninger to rivaliserende banker - Landmandsbanken/Den Danske Bank og Handelsbanken. I 1990 fusionerede de og væggen mellem palæerne blev brudt ned. I dag er det kun farven på løberen i gangen i Danske Banks hovedkvarter, der fortæller hvem, der hørte til hvor. Blåt tæppe i Handelsbankens gamle bygning og rødt i Den Danske Banks.
Købmandens vovede vægge
Men palæerne er ikke bygget til bankvirksomhed. Erichsens Palæ, der i mange år husede Handelsbanken, blev bygget af den rige Købmand Erichsen - en levemand, der sendte sit tøj til rens i London og havde råd til at få udsmykket sit nye palæ i den allernyeste mode.
Vægge og ikke mindst lofter blev fyldt med malerier af letpåklædte nymfer, guder og gudinder, fabeldyr og indviklede mønstre af strandskaller, sommerfugle og smykker. Og selv om lokalerne senere har rummet både danseskole, værtshus og valutavekslingskontor kan man stadig gå på opdagelse i både gamle og nye billeder.