Sundhedsministeren er David Beckham
Sundhed på P1 11. januar 2010 kl. 11:03
på
P1
Der er en anfører og et hold spillere. Og så er der alle dem, der mere eller mindre skjult forsøger at påvirke sundhedsholdet. For sundhedsvæsenet er ikke kun helbredelse - det er også penge, magt og interesser.
"Det er en stor virksomhed og der er mange, der prøver at påvirke det og der er mange, der kan beslutte noget om det", forklarer Signild Vallgårda, historiker og professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
Magtspillet
"Der er lidt en kamp mellem folketingspolitikerne og regionspolitikerne om, hvem der skal bestemme hvad", siger Signild Vallgårda, der tilføjer, at regionspolitikerne er blevet svækket i forhold til amtspolitikerne efter de nye regioner.
Men én ting er sikkert - nemlig at sundhedsminister Jacob Axel Nielsen er i toppen af pyramiden, når man taler om, hvordan sundhesdvæsenet er bygget op. Han er anføreren og beslutter, at sygehusene skal styres af regionerne. De må så til gengæld selv finde ud af, hvordan de styrer sygehusene bedst. Sundhedsministeren sætter altså rammerne, men hvordan det bliver udført i praksis afhænger i høj grad af regioner og kommuner.
Samlebåndsmodellen
Selve opbygningen af det danske sundhedsvæsen er gennem tiden blevet inspireret meget af det private erhvervsliv.
"Det, der er sket de senere år er, at man har prøvet at styre sundhedsvæsenet mere som en virksomhed fx ved at give hospitalerne penge efter, hvad de yder", forklarer Signild Vallgårda.
Inspirationen fra det private erhvervslivet begyndte allerede i 1930erne og ca. 20 år senere lavede man mange studier i industrien. Det gjorde man også på sygehusene, hvor man undersøgte sygeplejerskernes arbejdsgange og fandt fx ud af, at skyllerummet ikke skulle ligge i den ene ende af en hospitalsgang, men midt på gangen.
"Man fandt også ud af at organisere arbejdet i runder. At nogle sygeplejersker skulle tage temperatur, nogle dele saftevand ud etc., og på den måde kom ideen fra samlebåndet ind på sygehuset", siger Signild Vallgårda. Den idé er man dog gået væk fra igen. Til gengæld kom ideen om produktivitet i høj grad frem i 1980erne.