Emsige sygeplejersker og hovne læger

• Hør udsendelse   (26:28)

Dovne bioanalytikere (tidligere laboranter, red.), langsomme læger og emsige sygeplejersker. Fordomme er der nok af på de danske hospitaler, hvor samarbejdet er essentiel. Det kan fx være en sygeplejerske, der ikke kan forstå, hvorfor laboranten ikke kan tage en vigtig prøve med det samme. Mens laboranten måske har tralvt med at lave en række tests, han ikke kan gå fra.

"Det er åbenlyst, at man opbygger myter om hinanden. Især i en så kompleks organisation som et sygehus", siger Jens Albæk, der har skrevet phd. på CBS, Copenhagen Business School, om tværfagligheden på de danske sygehuse.

De afhængige kollegaer

Bioanalytikerne kan synes, de oppe på sengeafdelingen er nogle sløve pader, fordi de først gider bestille deres haste-prøver sent på eftermiddagen. Men måske har stuegangen trukket ud, som den gør så tit, og sygeplejeskerner kan derfor først bestille de vigtige prøver ud på eftermiddagen.

"Så opstår myten om, at det er ikke første gang, det er sket. At de er ikke særlig kvikke deroppe på sengeafdelingen", forklarer Jens Albæk.

Sygeplejerskerne er afhængige af, at lægerne kommer og går stuegang hurtigt og de er også afhængige af bioanalytikernes prøver, så sygeplejeskerne kan komme videre med deres arbejde. Og bioanalytikerne er afhængige af, at sygeplejerskerne bestiller prøverne.

"Hvis de er vildt afhængige af hinanden og ikke leverer, så har vi konflikten", siger Jens Albæk.

Forskellige verdensbilleder

En ung læge og en erfaren sygeplejerske skal ind og fortælle en mand, at han har dødelig kræft. De går begge ind på stuen, men sygeplejersken bliver kaldt ud på gangen. Imens fortæller lægen, at patienten er dødssyg. Lægen har fået at vide, at sådan en oplysning kan man ikke holde tilbage. I det samme kommer sygeplejersken ind og finder ud af, at lægen har fortalt patienten, at han er syg. Og hun hiver ham til side og siger, at det ikke er måden at gøre det på. For hendes indgang er plejefaglig og hun mener derfor, at godt nok skal patienten have oplysningen, men det skal være under de rette omstændigheder og fx imens der er pårørende hos patienten.

"Det er typisk manglen på fælles perspektiv, som skaber problemerne. Ikke fordomme om, at man ikke tager hinanden alvorligt", siger Jens Albæk.

Han mener ikke, at løsningen er uanede mængder tid, for de her uoverensstemmelser kommer, fordi man prioriterer forskelligt og har forskellige verdensbilleder.

"Det kan være ganske hårdt, hvis man oplever, at ens viden og kompetencer ikke bliver værdsat", fortæller Jens Albæk.