Bivirkninger ved medicin registreres ikke
Sundhed på P1 27. september 2010 kl. 11:03
på
P1
Hver gang hospitalslæger indberetter én bivirkning ved en type medicin, så er der 50 andre bivirkninger, der IKKE bliver meldt - og det betyder at man fortsætter ufortrødent med at bruge den bivirkningsfyldte medicin på hospitalerne, uden at læger eller patienter er klar over, hvilke bivirkninger der er.
Også dødelige bivirkninger
Der er tale om alle typer bivirkninger, også de alvorlige og dem, der medfører patientens død.
Det er Lægemiddelstyrelsen, der har lavet en undersøgelse af problemet. På baggrund af resultaterne har de nu søsat en kampagne, som skal få lægerne på hospitalerne til at indberette bivirkninger ved medicin.
Hospitaler får uprøvet medicin
Det er vigtigt, at netop hospitalslæger siger til, når de opdager bivirkninger - for det er sådan at ny medicin typisk introduceres først på hospitalerne. Det er også her, der bliver brugt mest medicin i det hele taget, og forbruget stiger år for år.
Mangel på viden og tid
Når lægerne ikke får meldt bivirkningerne, er det ifølge læge Doris Stenver fra Lægemiddelstyrelsen bl.a. fordi lægerne ikke ved, hvordan de skal bære sig ad, og fordi det tager tid i en i forvejen presset hverdag.
Omkring halvdelen af de hospitalslæger, der har medvirket i undersøgelsen, angiver at de mangler ledelsesopbakning og
fokus på bivirkninger i hverdagen - både når det handler om at konstatere og melde
bivirkninger.
400 døde i Sverige
I Sverige dør der hvert år 400 hospitalsptienter på grund af alvorlige bivirkninger ved medicin. Man kender ikke antallet af dødsfald som følge af bivirkninger i danmark, fordi der ikke findes en tilsvarende statistik.
Du kan læse mere om problemerne, undersøgelsen og kampagnen på www.meldenbivirkning.dk