Goddag til storken - farvel til hormonforstyrrende stoffer.
Sundhed på P1 04. juni 2012 kl. 11:03
på
P1
En cocktail af hormonforstyrrende stoffer er jo ikke ligefrem det vi mest af alt ønsker at indtage, især ikke hvis man er gravid - eller ønsker at blive det. Men selvom vi ikke i daglogdagen er herre over miljø, industriprodukter eller alle de andre tilbud, som vores livsstil accepterer, så kan man faktisk begrænse indtaget af de skadelige stoffer ved at vise lidt omtanke.
Gravid med god kemi
Miljøstyrelsen står bag en stor rapport 'Gravid med god kemi' samt en lille pjece 'Klar til storken'. Begge informerer om, hvordan man forholdsvis let kan begrænse de skadelige påvirkninger, som den gravide og fostret udsættes for i dagligdagen ved f.eks. at købe svanemærkede produkter, når det handler om rengøringsmidler og parabenefri produkter, når det handler om kosmetik o.lign.
Store syndere i hverdagen, er som de fleste allerede ved produkter, som blødgøres ved hjælp af phtalater. Her er der ikke kun tale om legetøj, men også voksenprodukter som f.eks. fodtøj, tasker og møbler, hvor plastik og 'imiteret' læder er en del af produktet.
De fysiske omgivelser
Shima Dobel er kemiker, ansat i Miljøstyrelsen og en af de fagfolk, som har deltaget i arbejdet med rapporten og pjecen. Hun peger også på vigtigheden af, at sørge for at de fysiske omgivelser er i orden. Der skal gang i såvel udluftning flere gange daglig som ugentlig rengøring i de små hjem.
En anden vigtig ting er at gøre arbejdspladsen opmærksom på graviditeten i god tid, hvis man ved, at der er forhold, som ikke er optimale, så der kan blive taget højde for problemet, evt. ved overflytning til andet arbejde eller ved.
Kampagnen kører intensivt sommeren over. Men arbejdet med at informere og begrænse omgangen med hormonforstyrrende stoffer fortsætter. Problemerne løses ikke førend, der på såvel nationalt som internationalt niveau bliver taget initiativ til at intensivere forskningen i relation til mennesker.
Dyreforsøg og mennesker
En lang række dyreforsøg har vist, at de pågældende stoffer har indflydelse på sædkvalitet og kønsorganer. De samme symptomer ser man i stigende grad hos mennesker: danske mænd har en nedsat sædkvalitet, flere og flere drengebørn fødes med misdannede kønsorganer og pigerne går tidligere i pubertet.
Shima Dobel understreger i den sammenhæng, at det ikke er tilstrækkeligt at tage højde for, det enkelte produkts grænseværdi, når vi skal vurdere den skadelige indflydelse: Det er summen af den mængde hormonforstyrrende stoffer, som vi - gravid eller ej! -udsættes for i hverdagen, der betyder noget.
Miljøstyrelsen har indstillet til såvel Den danske regering som EU-kommissionen, at der bliver taget initiativ til at forbyde brugen af visse konkrete stoffer, bl.a. fire typer phtalalter.
Ekstra: Babydagbog - skrives af voksne!
Sidst i udsendelsen er gæsten Netsunhedsplejersken Helen Lyng Hansen. Hun har netop udgivet 'Helens Babydagbog - de første 365 dage'.
Her kommer man hele kompasset rundt i den nyfødtes univers. og der er taget højde for, at mor og far ikke kun har brug for de gode råd, men også plads til selv at føre dagbog over juniors oplevelser, f.eks. datoer for vaccinationer, lægebesøg og andet som kan støtte og fremme hukommelsen, når ammehjernen tager over!
Helen Lyng Hansen: 'Babydagbog - de første 365 dage' er udkommet på GADs Forlag.
Miljøstyrelsens pjece 'Klar til storken' kan bl.a. fås hos praktiserende læger, jordemødre og andre relevante sundkedsinstanser. Den udleveres også i Matas.