Derfor lever kvinder længere end mænd
Videnskaben kort 14. september 2010 kl. 16:55
på
P1
I Danmark er leveralderen for kvinder 81 år, imens den for mænd er 76 år og det harmonerer dårligt med at mænd faktisk har færre sygdomme, helbredsproblemer og funktionsindskrænkninger end kvinder.
Biologi og adfærd har betydning
Der er flere forklaringer på hvorfor kvinder alligevel lever 4 1/2 år længere end mænd, siger Anna Oksuzyan. Det kan både skyldes biologiske og adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder, men også forskelle i livsstil spiller ind.
Anna Oksuzyan, der er videnskabelig assistent ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, men i øjeblikket befinder sig på Max Planck Instituttet i Tyskland, forsker i kvinder og mænds helbred, dødelighed og sundhedsadfærd.
Østrogen gør en forskel
Hun fortsætter med at fortælle, at en af de mest almindelige biologiske eksempler er den hormonelle forskel. Det kvindelige hormon østrogen har en beskyttende effekt mod visse sygdomme.
En anden biologisk forskel er genetisk betinget. Kvinder har to X-kromosomer og det kan også have en betydning for, at kvinder lever længere end mænd.
Af adfærdsbetingede forskelle ses det at mænd levere et usundere og farligere liv. De spiser dårligt, ryger, drikker og kører uforsigtigt.
Kvinder går tidligere til læge
Anna Oksuzyan fortæller endvidere, at det også har betydning at kvinder ud fra et historisk perspektiv har haft ansvaret for hjemmet og børnenes ve og vel og derfor har en større opmærksomhed og erfaring med sygdomme og tager tidligt til lægen med børnene eller sig selv.
Mænd udsætter derimod lægebesøget til et senere tidspunkt, som så kan forlænge behandlingen eller betyde at behandling er for sent.
Studier i Danmark understøtter denne observation. Her viser det sig nemlig at kvinder går oftere til lægen imens mænd oftere ender på hospitalet.
Påvirker livsstil hvor længe man lever?
På det spørgsmål svarer Anna Oksuzyan, at i USA har man undersøgt og fundet ud af, at rygning påvirker mænd og kvinders livslænge forskelligt, men det er stadig ikke hele billedet man ser, for det viser sig stadig at selv blandt ikke-rygere er billedet det samme, altså at mændene dør før kvinderne.
Så livsstil betyder stadig en del, men den biologiske forskel kan man altså ikke se bort fra.
Vil forskellen mellem kvinder og mænds livslænge nogensinde blive udlignet?
Det er svært at sige, svarer Anna Oksuzyan. Men umiddelbart ser det ikke ud til at blive udlignet selv over de næste 50 år.
Så der er desværre ikke noget godt i sigte for mænd, imens kvinderne kan glæde sig over at de stadig vil leve længere end mænd.