Jordens undergang gør os ydmyge
Videnskaben kort 09. november 2010 kl. 16:55
på
P1
For nyligt offentliggjorde danske forskere fra Århus Universitet resultatet af nærstudier af stjerner ved hjælp af NASA's Kepler-sattelit. Det er nu sikkert og vist, at om godt 200 millioner år, lyser solen så meget, at temperaturen på Jorden bliver så høj, at havene koger væk og gør vores planet ubeboelig.
Påvirker den slags videnskabelige opdagelser, eller ny viden om man vil, den måde vi mennesker tænker og handler på?
Det er ikke noget vi spekulerer over
Lone Frank, der er forsker og har en phd i neurobiologi, men som de fleste nok kender som forfatter og videnskabsjournalist, mener ikke det er noget vi mennesker går rundt og spekulerer over i hverdagen, men på den anden side, er det helt klart den måde vi tænker på os selv og verden, i høj grad formet af den viden der er kommet ud af videnskaben.
Man kan sige, at det ikke er selve opdagelsen der nødvendigvis er det mest spændende, men hvordan den påvirker den måde vi tænker på.
Jorden bliver ubeboelig om 200 millioner år
Lone Frank mener at denne her opdagelse om at Jorden bliver ubeboelig om 200 millioner år, godt på længere sigt kan få os til at leve bedre, med det for øje at det hele ender en dag.
På spørgsmålet om opdagelsen af liv på andre planeter vil få en samlet global effekt, altså en fællesskabsfølelse på tværs af landegrænser og kulturer, tror Lone Frank, at viden om intelligent liv andre steder i Universet, måske kan få os til at have en mere ydmyg indstilling til os selv, og er i virkeligheden en forlængelse af den udvikling, der kommer tilbage fra bl.a Kopernikus og Darwin, der har fjernet mennesket fra den piedestal den selv har sat sig op på.
Hvis den frie vilje ikke var fri
En ting der kunne få Lone Frank til at få et helt nyt syn på mennesket, er hvis man finder ud af at, den frie vilje ikke var fri. Noget, der ville rokke ved rigtig mange menneskers verdensbillede.