Danske forskere løser historisk klimagåde
24. juli 2010 kl. 16:03
på
P1
En af klimaforskningens helt store paradokser er blevet løst. Det gør klimamodellerne mere troværdige, og udsigterne mere dystre.
Jordens klima er styret af mange faktorer. Det har man vidst i mange år, men alligevel har forskerne haft svært ved at forklare klimaets udvikling, især når man kigger langt tilbage. Klimaet har været nogenlunde stabilt gennem fire milliarder år, men det burde det slet ikke have været.
1972 formulerede astronomerne Carl Sagan og George Mullen ”The faint early Sun paradox”. Paradokset bestod i, at Jordens klima har været konstant gennem fire milliarder år, selvom Solen har øget sin stråling med 25-30 procent i samme periode. I dag er jorden 15 grader varm, så hvis solen har øget sin indstråling med 25-30 procent, burde jorden have været dybfrossen for fire milliarder år siden.
- Men det var den ikke. Det kan man se på geologiske aflejringer, som viser at verdenshavene var flydende, fortæller Minik Rosing, professor i geologi ved Geologisk Museum.
Gamle sten afslører misforståelse
Paradokset har optaget videnskaben siden 1972, og den mest udbredte forklaring på jordens lune fortid har været, at drivhuseffekten må have været meget kraftigere. Det ville kræve et CO2-indhold på omkring 30 procent, hvilket er markant over nutidens niveau, som er på 0,4 promille.
Men nu har et forskerhold med Minik Rosing i spidsen opdaget, at CO2-indholdet umuligt kan have været så højt. De har boret i verdens ældste grundfjeld som findes i Isuafjorden i Grønland. Fjeldet er flere milliarder år gammelt, og målinger viser, at det kun kan være dannet ved at lavt CO2-indhold. Den unge Jords atmosfære har maksimalt indeholdt omkring 1 promille CO2, eller 3-5 gange så meget som nu. En meget stærkere drivhuseffekt er altså ikke paradoksets løsning.
Havet varmede jorden
Minik Rosing og hans forskergruppe kommer nu med en helt anden forklaring.
- For fire milliarder år siden var kontinenterne mindre, og der var mere hav. Når du ser havet fra rummet er det næsten sort. Derfor opsuger det mere af Solens energi, end den lyse landjord gør, siger Minik Rosing.
Datidens store hav har altså suget varme til sig, så jordens klima kunne holdes lunt. Samtidig var datidens skyer anderledes.
- I dag er det planterne, der sender kemikalier ud, som danner skyer. Men på den tidligere jord var der ikke planter. Derfor var skyerne anderledes, og dårligere til at kaste sollyset tilbage. Derfor kom der mere solvarme ned til jorden, forklarer Minik Rosing.
CO2-indholdet har været konstant
Det er en kombination af mere hav og anderledes skyer, der holdt jorden varm. Dermed kan vi ikke bruge CO2 som forklaring, og det ændrer nutidens klimadebat.
- Vi har altså ikke haft de vilde udsving i CO2-indholdet. Det sætter nutidens CO2-udslip i perspektiv. Den påvirkning vi har skabt i løbet af 100 år er signifikant, selv i fire milliarder års perspektiv, siger Minik Rosing.
Klimaskeptikere har ellers ofte negligeret betydningen af CO2-udledningen, med hentydning til, at CO2-indholdet tidligere har været meget højere. Men det har det altså ikke.
Minik Rosing ser også en positiv side ved de nye opdagelser.
- Jeg synes det viser, at vi godt kan have tiltro til klimamodellørerne, som ellers har været meget udskældte på det seneste. Deres modeller giver mening, også når man kigger langt tilbage.
På vej mod mere hav
Jordens temperatur er i dag stigende, og derfor smelter havisen i de arktiske egne. Isen bliver erstattet af hav, og dermed opnår vi den samme effekt, som holdt jorden varm for fire milliarder siden.
- Der er bred enighed om, at effekten er selvforstærkende. Der smelter mere is, og dermed bliver jorden stadigt varmere, siger Minik Rosing.
Resultaterne fra forskergruppens arbejde blev offentliggjort torsdag den 1. april i det anerkendte tidsskrift Nature.
GENUDSENDELSE FRA FORÅR 2010