Danskerne bestiller bedre sex på nettet
Videnskabens Verden 01. november 2011 kl. 14:03
på
P1
Hvis der er problemer hjemme i dobbeltsengen går danske mænd ikke til lægen. Danskerne bestiller nemlig i højere grad ulovlig medicin på nettet. I 2010 blev der fanget godt 4400 pakker og i år har tolderne allerede fanget godt 5100 pakker. Og den mest populære ulovlige pille er Viagra.
Potensmidler på toppen
Men det er ikke kun Viagra, det er også alle mulige og umulige kopier af potensmidlet, der ligger øverst på danskernes top ti over ulovlig medicin. Potensmidler som Viagra virker på den måde, at det aktive stof sildenafil udvider blodkarrene især i penis, men også i hele resten af kroppen. Det betyder ifølge overlæge Steffen Thirstrup, at pillerne kan give blodtryksfald.
- Hvis man har dårligt hjerte kan man ikke holde til det og der er også rapporteret dødsfald også med de originale Viagra, fortæller han.
Stoffet gør, at det hæmmer nedbrydningen af nitrogenoxid, så man får mere nitrogenoxid - og det er lige præcis den mekanisme, der sætter en erektion i gang. Det er altså ikke kun blodkarrerne, der bliver udvidet, men et helt system, der bliver sat i gang. Til mændene er det altså Viagra, der topper hitlisten.
Ulovlig udover EU
Reglerne herhjemme siger, at man godt må bestille medicin på recept i et andet EØS-land, dvs. fra andre EU-lande og Norge, Island og LIchtenstein. Så hvis ens receptpligtige smertestillende er billigere i Holland må man altså gerne købe dem og få dem sendt fra et hollandsk apotek.
Man må ikke bestille noget anden medicin fra andre steder i verden.
Man må altså ikke bestille piller hjem fra hverken USA, Indien eller Thailand. Føler man sig alligevel heldig, men bliver fanget i tolden, giver det i første omgang en advarsel og i 2. og 3. omgang en bøde. Det er Lægemiddelstyrelsen, der kigger på de ulovlige pakker med medicin, som de får fra Told og Skat.
Bestiller man medicin, der bliver klassificeret som euforiserende stoffer gælder helt andre regler, for så er det politiet, der tager sig af sagen og ser det som en narkosag. Og der gælder helt andre strafferammer.
Og til kvinderne
På andenpladsen over danskernes mest bestilte ulovlige medicin ligger slankemidler. Noget af dét som slankemiddel fx kan indeholde er ephedra, en plante som man kan udtrække et efedrin-lignende stof fra.
Det som efedrin gør er, at det øger metabolismen, det sætter pulsen op, blodtrykket stiger, hjertet trækker sig hårdere sammen og blodet går fra at være i mave-tarmkanalen til musklerne. Det rammer altså dét, man kalder det autonome nervesystem.
- Det er et stof der er dopinglistet fordi det er præstationsfremmende, siger Steffen Thirstrup.
Og efedrin er også et ulovligt lægemiddel herhjemme. Det er et andet slankende stof også, nemlig sibutramin, der kan føre til blodpropper i hjertet.
Udover potenspiller og slankemiddel bliver der også bestilt hormoner, antibiotika, antidepressiv medicin og hvad nettet ellers gemmer af hemmelige lommer.