Huskede sexovergreb, der aldrig havde fundet sted
Videnskabens Verden 08. november 2011 kl. 14:03
på
P1
Hvor svært er det at huske noget fra ens barndom ? Let vil de fleste nok mene, men måske er sandheden snarere - alt for nemt. Og meget af det kan være forkert.
Sag om sexovergreb
I 1991 anlægger Yolanda, der er i starten at tyverne, sag mod sine forældre og familiens læge for gennem mange år at have tvunget hende til sex, lånt hende ud til venner, tvunget hende til at slå sine nyfødte børn ihjel, udført sataniske ritualer og arrangeret 23 illegale aborter. En voldsom historie der langsomt kommer til overfladen under Yolandas psykoterapi, blandt andet hypnose. Sagen ender i første omgang med at 3 mennesker bliver dømt.
Der er bare et problem. Man kan ikke finde spor af nogen lig, ingen blodpletter og ingen forsvundne personer. Kan Yolanda simpelthen huske forkert om noget så traumatisk og rystende?
Det skyldes din barndom
På det her tidspunkt har man inden for psyoloterapien en ide om at mange mentale dårligdomme skyldes seksuelle overgreb, som man har glemt eller fortrængt. Og hvis bare man kan hjælpe folk med at huske dem, så forsvinder dårligdommene. Sagerne om seksuelle overgreb regner frem gennem 90’erne.
Lost in the mall experiment
I 1995 gør amerikanske forskere en skelsættende opdagelse. De får folk til at huske helt forkerte oplevelser fra deres barndom. For eksempel er det ret nemt, at få folk til at huske, at de er blevet væk i et indkøbscenter – uden det nogensinde er sket
- Eksperimentet betød at man måtte være meget mere forsigtig med folk der var i terapi. Og det fik masser af de anlagte retssager til at gå om, eller give frifindelse – ingen kunne nu sige at man ikke kunne huske forkert, Fortæller professor Dorthe Berntsen fra Århus universitet.
Ingen forskel på erindringer
Nu er der naturligvis forskel på at huske en lille hændelse som at blive væk i et indkøbscenter og en voldsom og traumatiserende oplevelse som et seksuelt overgreb. Kan man overhovedet sammenligne de to, når man får folk til at huske forkert?
- Man har efterfølgende lavet eksperimenter også af meget negativ karakter som at blive bidt af en hund eller været indlagt på hospitalet for noget alvorligt, og den slags erindringer kan man også fremkalde.
For Yolanda får eksperimentet også betydning. I en fornyet retssag, der lægger mindre vægt på hendes egne erindringer, frifindes de tidligere dømte.