Dræbergoplen lever ikke op til sit navn
Videnskabens Verden 20. december 2011 kl. 14:03
på
P1
Dræbergoplen truer angiveligt den danske fiskebestand. Ny forskning tyder dog på, at der måske er gået en inflation i dræberbetegnelsen.
Omkring 1980 blev Sortehavet invaderet af et lille bitte, men meget farligt dyr - nemlig dræbergoplen. Den er ikke farlig, fordi den dræber os mennesker. Nej - den er farlig, fordi den udkonkurrerer fisk og andre dyr i havet ved at reproducere sig helt ekstremt hurtigt.
Omkring 2006 kom denne lille dræber til de danske have og siden har forskere forsøgt at finde ud af, hvad der skal blive af vores fiskebestande i fremtiden. Spørgsmålet er bare om den lille dræber har gjort sig fortjent til sit navn.
Rainbow-jelly
Cornelia Jaspers, Ph.D. studerende ved DTU Aqua og hendes kollegaers forskning fra Østersøen og Kattegat viser, at dræbergoplen slet ikke er så farlig som først antaget. Faktisk er den så ufarlig, at Cornelia foretrækker at kalde goplen for Rainbow-Jelly på grund af dens otte linier af hårlignende udvækster, som løber ned langs goplens krop og arme og funkler i regnbuens farver, når man lyser på dem.
Frygten var, at dræbergoblen ville spise fiskenes æg og larver og dermed skade fiskebestanden. Hendes forskning viser dog, at goplerne slet ikke kan reproducere sig selv, når havets saltindhold er så lavt, som det er i Østersøen. Goplen trives til gengæld fint i Nordsøen og Kattegat, hvor saltindholdet er højere.
Tidligere forskning har vist, at goplen slet ikke spiser torskeæg, og derfor ikke er i direkte konkurrence med torsken er der heller ikke umiddelbart nogen større fare på færde her. Dog lever både torskelarver og dræbergopler af vandlopper, så det er stadigt muligt der kan være en indirekte effekt på den danske fiskebestand i Kattegat, men det skal der mere forskning til for at sige noget om.
En forslugen dræber
Den cirka en centimeter store goble er kommet fra USA’s østkyst til vores farvand som blind passager i en ballasttank på et fragtskib ligesom så mange andre såkaldt invasive arter. Dræbergoplen har fået sit navn på grund af sin store appetit, forklarer Cornelia Jaspers.
Det der gør dræbergoplen, eller Mnemiopsis leidyi som er den latinske betegnelse, så effektiv er, at den ved hjælp af fire arme laver en vandstrøm omkring dens mund, som gør den uhyre god til at fange sit bytte.
- Deres arme er meget, meget effektive til at producere en vandstrømning, og de har et meget mindre hydrodynamisk signal. Når du er et dyr i havet, er det vigtigt, at du kan mærke, at der er nogen, der vil spise dig, siger Cornelia Jaspers.
Med andre ord camouflerer goplen vandstrømmen omkring dens mund ved hjælp af sine arme, så eksempelvis vandlopper ikke kan nå at opfange, at de er på vej til at blive spist, før det er for sent. Goplen er faktisk så effektiv, at den, på trods af sin lille størrelse, kan filtrere flere liter vand om dagen, og når goplen er mæt kaster den bare op og spiser videre.
Oven i det kommer, at forskerne har set gopler producere op til 12000 æg om dagen, og at de nye gopler allerede kan gøre det samme efter to-tre uger. Det er bekymrende, hvis man sammenholder det med, hvad der skete i Sortehavet omkring 1980, hvor en meget stor del af fiskebestanden forsvandt, angiveligt på grund af goplens indtog.
Dræbergopler vs dræbermennesker
Cornelia Jaspers mener dog ikke, at goplen til fulde har fortjent sit navn. I forhold til hvad der skete i Sortehavet har det faktisk vist sig, at mennesker bærer en stor del af skylden for den svigtende fiskebestand.
Teorien var at goplen spiste fiskelarverne og æggene, men faktisk hænger det ikke helt sådan sammen, fortæller Cornelia Jaspers:
- I virkeligheden var fiskebestanden lav i forvejen på grund af overfiskning, og det gav goplerne en økologisk niche, siger hun.
Når der ikke er nogen fisk til at spise vandlopperne, er der mere føde til goplerne, og Cornelia Jaspers mener, at det er en stor del af forklaringen på hvorfor goplerne kunne vokse sig så mange i Sortehavet.