På vej til Afghanistan med 40 mand

• Hør udsendelse   (25:15)

Om en uge rejser delingsfører Rasmus til frontens yderste forpost i Afghanistan Fob Armadillo. Det er anden gang han skal afsted, men meget har ændret sig.

I disse dage forbereder han sig til afrejsen sammen med sine 40 mand og tre pansrede køretøjer.

Fra Kallesmærsk hede til FOB Armadillo, Afghanistan
Undskyld, hvad skal du bruge bordsalt til?, spørger jeg forbavset.

- Det er godt, når man har brændt meget væske af. Salt binder væsken i kroppen. Her til formiddag har der været meget tryk på, og natten har tæret voldsomt på depoterne. Når man sover i lag i kampvognen og har en radio i øret, bliver det ikke til så meget søvn.

40 mand og 3 piranhaer
Rasmus er infanteridelingsfører. Han har med sine 40 konstabler været på den sidste store militærøvelse før afrejsen til Afghanistan, og de er netop landet i Selager-lejren.

- Jeg har 40 mand og tre af de der banditter, siger han og peger på tre pansrede mandskabsvogne på hjul. I daglig tale kaldes de piranhaer. De yder beskyttelse for soldaterne og er deres våbenplatform og transportmiddel og skal med til Afghanistan. Og de gutter, som er her, er så dem, der skal foretage tilfangetagelser og deciderede kampoperationer ude på den yderste forpost.

Mad og bad på pose
Soldaterne slapper af under teltene bag køretøjerne. Kaffevand bliver kogt over gasblus, og de norske feltrationer med spaghetti-bolognese i pose bliver varmet op. Nogle soldater vasker sig med bag-bath, hærens populære flerlagede vaskeservietter på pose. Det er det sidste nye hit, fortæller Rasmus;

- I gamle dage og indtil for få år siden, lugtede man bare grimt, når man havde været på øvelse eller på operationer. Men os, der bliver udsendt i de næste seks måneder, behøver ikke at banke flager af kroppen, når vi kommer hjem.

Fra Selager til Armadillo
Der er faldet mørke over lejren og alt ånder fred og ro. Lige bortset fra en el-generator, der står og brummer for at levere strøm til lejren.
Nu skal der spises og hviles efter øvelsen, der varede over 30 timer. Den fandt sted på Kallesmærsk hede ved Oksbøl, som er det største militære øvelsesterræn i Danmark. Selager-lejren er bygget op som en 1:1 model af Fob Armadillo, hvor soldaterne skal tilbringe de næste 6 måneder. Heden skal gøre det ud for egnen omkring lejren i Helmand-provinsen i den sydlige del af Afghanistan.

For at gøre øvelsen så virkelighedstro som mulig, er småbyer på heden bygget op som afghanske landsbyer beboet af udklædte danske soldater, der iklædt tørklæder agerer civile afghanere og bevæbnede taliban-krigere.

- Soldaterne, som udformer disse gigantiske øvelser har tidligere været i Afghanistan. De kender talibanerne -og lokalbefolkningens handlemønstre indgående og træner os i at aflæse de såkaldte ’combat indicators’: tegn, der måske kan pege på, at et angreb er på vej.

Forsvaret er blevet mere voksent
Rasmus er tilfreds med øvelsen:

- Det er tydeligt, at de her øvelser, bliver taget mere og mere alvorligt. Eksempelvis blev en såret i en øvelse førhen udstyret med en forbinding uden på bukserne. Blot som en markering. I dag går vi til værks med sminkede sår, blødningspumper, afklippede bukser, og jeg skal komme efter dig! Et andet eksempel er grejet. I 2004 havde 1 ud af 10 mand natbriller. I dag er alle soldater udstyret med fuld natkampsmateriel. Man kan også sige, at forsvaret de seneste år er blevet væsentlig mere voksent. Men det vigtigste er, at det danske forsvar er blevet meget stærke til at simulere disse situationer, såkaldte momenter, som vi kan komme ud for, når vi om ganske kort tid befinder os i krigsområder i Afghanistan. Det var en virkelig god øvelse.

Når Taliban spiller op til dans
Én af momenterne under øvelsen på Kallesmærsk Hede var tilstedeværelsen af en rød traktor med vogn med et par civile, der tøffede rundt i mange timer og udførte landbrugsarbejde.

- Det er et helt fredsommeligt og realistisk set-up. Men da vognen pludselig kørte ud af byen med flere civile på ladet, var det et tegn til os om at være på vagt. De civile afghanere er udmærket godt klar over, hvornår Taliban spiller op til dans. Og så flygter de ud af landsbyen, mens oprørerne indtager deres huse og går i kamp. Når soldaterne igen forlader området, vender lokalbefolkningen tilbage. Det er et typisk scenarie. Og ganske rigtigt, et øjeblik efter, blev vi angrebet!

Selvom han har mad i munden, ryger det ud af munden på ham, at det er lidt ligesom i en Western film:
- alle byens beboere har lukket dørene og lagt sig på gulvet, fordi to rivaler mødes i byen. Alle ved, at det trækker op til øretæver og skudveksling. Gaden er øde før kampen, og det er på det tidspunkt, at man typisk ser et enligt stykke hvidt papir flagre uro-vækkende gennem luften!

Så ruller vi hele bondetoget ud
Dagligdagen er som regel fredelig på fronten. Soldaterne passer deres standardopgaver, præparerer deres våben, går patruljer og forsøger at skabe tillid hos lokalbefolkningen. Hverdagsopgaverne hører under de såkaldte rammeoperationer og involverer også genopbygning. Det er først, når der foreligger en veldokumenteret efterretning og ny viden om fjenden, at delingen bliver sat til at udføre specialiserede operationer.

- I de tilfælde udleverer jeg såkaldte soldaterkort udarbejdet af vores overordnede forsvarsjurister. På ’soldatens kort’ står der klare retningslinier: ”du må skyde hvis... og du må ikke skyde hvis.. .” Sådan et kort får soldaterne før hver operation, og det angiver, hvor meget de skal gå til makronerne. Hvis der er gode og præcise efterretninger slår vi os sammen med andre delinger. Så ruller vi hele bondetoget ud. Sådan en operation kan tælle op mod 300 mand. 

Det er slut med bare at ødelægge det hele
Rasmus har været delingsfører siden 2001, og det er anden gang, han bliver udstationeret i Afghanistan. Når han tager af sted denne gang, er der mange forudsætninger og forhold, der har ændret sig væsentligt:

- Siden jeg var der i 2004 er konflikten blevet optrappet og risikoen for mig og mine 40 mand er større end hidtil. Til forskel fra dengang, er der nu en reel væbnet modstander. Vi har fingrene længere nede i hvepseboet nu. Samtidig er reglerne for, hvornår vi må engagere en given fjende blevet skærpet. Det er slut med bare at ødelægge det hele. Der er visse regler, som skal overholdes. Vi kalder det krigens ’rules of engagement’. Når vi går ud, må vi ikke bare skyde, selv om vi opdager én, som virker ’ulden i kanten’, og som vi har en formodning om kunne være fjenden. Hertil kommer, at vores opmærksomhed omkring sårede, er blevet væsentlig skærpet. Det er ikke længere, som i en gammeldags Warszawapagt-krig, hvor sårede risikerede at blive efterladt på slagmarken. Når én af mine 40 mand bliver såret, for det viser alle statistikker at man må påregne, så må jeg stort set sætte operationen på standby. Alle mand må hjælpe. Nogle skal pege deres våben i fjendens retning for at beskytte den sårede. Andre skal tilkalde hjælp og gøre en landingsbane klar til redningshelikopteren. Det kan også ske, at vi skal bære den tilskadekomne over en lang strækning til et område, der er mere sikkert eller farbart.

Tid til defusing
I løbet af samtalen har Rasmus spist sin aftensmad. Den norske feltmad er en luksus i forhold til, hvad vi er vant til, fortæller han med et tilfreds smil, mens han forsyner den sidste mundfuld i posen med endnu et lag bordsalt. Salt skal der til, griner han. Pausen er ved at være slut, for der er indkaldt til ’defusing’, hvor dagens oplevelser i kampen på heden skal bearbejdes.

- Defusing går ud på, at dele erfaringerne, så vi undgår, at soldaterne går rundt med alt for forskellige indtryk. Nogle har måske haft en ’piece of cake’- øvelse, mens andre har været ude for noget sindsoprivende. Vi sikrer at alle får adgang til de samme informationer og oplevelser,og at vi har den samme forståelse af situationer, der er opstået.

Vi ses! - aldrig farvel
Der er knap halvanden uge til afrejsen. Fagligt er soldaterne forberedte. Dagene skal gå med at pakke det personlige udstyr, gøre våbnene klar til transporten og at være sammen med familie og venner.
Rasmus har ordnet de fleste personlige praktiske ting, så som opmagasinering af bilen og udfyldelse af testamente. Det sidste er en standard procedure før en udsending og involverer ens nærmeste.

- De har været turen igennem med mig før. Men jeg kan godt mærke, at denne gang er de alle sammen lidt mere ’kildne’ pga. den forhøjede risiko. Jeg har meldt ud til mine forældre, at de ikke skal komme ud i lufthavnen denne gang. Det helt store flæbe-orgie, det er simpelthen for hårdt, når der kun er få minutter til rådighed til afskeden. Og så har jeg det princip, at jeg aldrig siger farvel.
Rasmus er på vej til mødet. Jeg spørger ham på falderebet, hvad han så foretrækker at sige i stedet for farvel! Inden han forsvinder ud i lejrens mudder og mørke med sin pandelampe og en kop kaffe, vender han sig om, og giver mig svaret, i det han råber:
- Ha’ det godt til vi ses!

Rasmus' infanteri skal være en del af den internationale ISAF-styrke fra februar til juli med base i Fob Armadillo, som er én af de yderste forposter på fronten mellem NATO-koalitionen og de talibanske oprørere. Selager-lejren på heden ved Oksbøl kaserne er en 1:1 model af Fob Armadillo. Rasmus har ønsket kun at optræde med sit efternavn i denne artikel.