Oldtiden fører ind i fremtiden
Vita 16. februar 2009 kl. 11:30
på
P1
Det handler om identitet og fællesskab, når man sammen med forskningsinspektør Jan Stubbe Østergaard går gennem de højloftede, ekkorungende sale på Ny Carlsberg Glyptoteket. Og selvom der ligger godt og vel et par tusinde år mellem os og de græske og romerske skulpturer, der befolker Antikkens udstillingsrum, så er det de mange fælles træk og den fælles historie, der er fremherskende. Den aktuelle debat om Oldtidskundskab i Gymnasiet får pludselig liv!
Og journalisten får den tanke om faget egentlig ikke også burde indføres i grundskolen.
For her står de, filosofferne, politikerne, digterne og samfundsrevserne - alle de som grundlagde vores kultur og samfundsorden. Nøgleordene er naturalisme, idealisme, individ, demokrati og ikke at forglemme genskabelse af alle menneskelige udtryksformer i både kropslig og åndelig henseende.
Vi taler ikke om kunst, men om spejlinger i tid og sted. For oldtidens skulpturer, filosofi og digtning var båret af driften til indsigt i og forståelse af de menneskelige dybder, der nok var skjulte men afgørende for udtrykket. Og dét uanset om vi taler om krop eller psyke. Kraniets form eller følelsernes intensitet.
Dialogen med de gamle grækere og romere ligger lige for og den fører os direkte ind i hjertet af det moderne Europa og tydeliggør den kulturelle arv og ballast, som ligger til grund for vores menneskeopfattelse og politiske styreform, Demokratiet.
”Og ” siger Jan Stubbe Østergaard, ”for at vi kan videregive den arv til vores efterkommere er det altafgørende, at der fortsat undervises og forskes i de gamle skrifter og sprog som latin og græsk”. For de er nøglen til ny indsigt i den viden og de spor, som oldtidens mennesker lagde og som fører frem til det moderne menneskes vilkår.
Rayet-hovedet? Opkaldt efter den tidligere ejer, franskmanden M.O. Rayet. Glyptotekets stifter, Carl Jacobsen erhvervede dette hoved i 1879 som sit første antikke kunstværk