Kvinden, de kaldte "Mande-Fadime"

• Hør udsendelse:   (24:56)

- Hun var analfabet. Hun kunne ikke stave sit eget navn. Men hun var rap i replikken, sagde hvad der passede hende, og hun løftede stemmen i selskab med mænd, hvis hun ikke følte sig hørt.

Alene om 13 børn og et landbrug
Özlem Cekic, folketingsmedlem for SF, har inviteret mig indenfor på sit kontor i Proviantgården på Christiansborg. Hun viser mig et foto af sin tyrkiske mormor Fadime.

- Sådan så min mormor altid ud: En blomstret kjole, lag på lag af spraglet tøj og flere tørklæder. Og inde bag tørklæderne gemmer hun sit lange lysende   henna-farvede hår! Det er lige før, at hun på det her foto går i ét med det tyrkiske tæppe og tapetet!  

Som menneske faldt Fadime bestemt ikke i med tapetet. Hun var en mønsterbryder i den lille fattige tyrkiske landsby, hvor hun var alene om at opfostre 13 børn og drive et landbrug. Hun blev enke tidligt, men satte sig i respekt blandt landsbyens mænd ved at køre afsted i marken i hestevogn. Hun gav også mænd hånden og tog ordet i forsamlinger. Begge dele var uhørt i Tyrkiet på den tid.

Hvad fanden bilder du dig ind?!
Özlems mormor var feminist, uden at vide, hvad det ord betød. Ofte benyttede hun sig imidlertid af mandlige spilleregler, for at hævde sin ret. Og hun kunne tage skrappe  midler i brug, hvis nogen gik hende for nær:

- Engang hvor én af hendes sønner havde været oppe at slås, kom én af mændene fra landsbyen for at klage. Han gik direkte ind på hendes grund, over hendes hegn og over dørtærsklen. Så tog min mormor sit jagtgevær og pegede imod ham og sagde: Hvad fanden bilder du dig ind at komme her uden at spørge om lov, bare fordi jeg er en kvinde? Skynd dig ud eller jeg skyder! Og den rædselsslagne mand sprang for sit liv.

Hver gang vi nærmer os Kvindernes Internationale Kampdag, tænker Özlem Cekic særligt på sin mormor. Og hun glemmer aldrig det råd hun fik, da hun stod midt i en ulykkelig skilsmisse.

- Mormors bedste bedstemor-råd til mig var, at jeg aldrig skulle være økonomisk afhængig af nogen, især ikke af mænd! Det råd har jeg lyttet til. Hvis hun som analfabet, i en anden tidsalder, i et totalt mandsdominerende landsbysamfund kunne insistere på sin selvstændighed og sige fra overfor uretfærdighed og urimelighed, ja så kan vi også!, siger Özlem, som ikke bad om hjælp fra nogen efter en skilsmisse og et hus på tvangsauktion.

Arven efter mormor
Özlem Cekic sætter billedet på plads. Hun ærgrer sig over, at mormoren ikke nåede at opleve, at hun blev valgt ind i folketinget.

- Da hun døde var jeg lige blevet skilt. Jeg ville ønske, at hun kunne se, at jeg nu er gift på ny og lykkelig igen. Og tænk hvor ville det have været fantastisk, hvis hun havde været ved min side, den dag jeg blev valgt og gik op af trappen på Christiansborg!

Men på en måde er mormoren med Özlem på arbejde hver eneste dag.

- Min mormor har præget mig rigtig meget. Og jeg tænker tit på hende. Hvor svære vilkår hun havde. Vi glemmer som moderne travle menneske tit at sætte tingene i perspektiv. For hende betød de materielle ting aldrig noget. Det vigtigste er at gøre en forskel for andre, sagde hun. Så jeg tænker på hende, når jeg skal prioritere min tid. Jeg tænker også på, at det ikke er rimeligt, at jeg skal have dobbeltarbejde.

Som folketingspolitiker har Özlem Cekic lange dage og ofte en arbejdsuge på over 70 timer.
- Min mand siger også, at vi ikke har ligestilling derhjemme, for det er jo ham, der laver det hele! Så jeg skal vist ikke klage.

Özlem Cekic: Fra Føtex til Folketinget. Gyldendal. Udkommer d. 6. marts 2009.