Violinen er ikke død, den sover bare
Vita 08. april 2009 kl. 11:30
på
P1
En lille vibrator sat på strengene, kan vække en død violin til live, for alle violiner bliver matte og indadvendte i deres klang, når de ikke bliver spillet på: de falder i søvn! Men den kan altid vækkes til live, enten ved at man spiller på den, eller man giver den lidt vibrerende massage.
Sådan en vibrator har violinbygger Erik Hoffmann i sit værksted i Vanløse, og her overbeviser han kunderne om, at familiens gamle og hengemte violin ikke har taget skade af, at ligge urørt hen, for uanset hvor gammel den er, så kan klangen vende tilbage igen.
- Efter sigende, så kan sådan en vibrator gøre det samme arbejde på tre dage, som svarer til dagligt spil i to år.
Skønhed er altafgørende
Violinbyggere gør rigtig meget ud af lakken på en violin, for lakken er ansigtet udadtil, og det, som sælger violinen. Men når der kommer kunder ind i værkstedet, for at finde sig en ny violin, så lader langt de fleste somom, at det kun er instrumentets lyd, det er afgørende.
- Det er bare klangen det handler om, siger folk. Er du nu sikker på det, siger jeg så? Ja, okay, den må da godt være mørk eller lys eller orangerød, eller hvad ved jeg. Det viser sig så altid, at det har meget stor betydning for folk, men man er sådan lidt flov over at indrømme det. Ligesom det også hedder sig, at det ikke er udseendet, der har betydning for folk, når man snakker om kærester. Men det har det, det er det første, man lægger mærke til.
Et 1700 tals værksted
I 1700 tallet, da Stradivarius fuldendte violinenes form og funktion, da blev alt bygget i hånden - og det gør det stadigvæk. Erik Hoffmann har tilføjet en boremaskine og skruetvinger af metal, men violinerne bliver stadig bygget og reperaret i hånden, og violinens design er også uændret.
- Det her er som et 1700 tals værksted, det er det samme værktøj vi bruger.
Der bliver lavet violiner på maskinen, især i Kina, men er udfaldet godt, så er det mere held end forstand, for tykkelse og form skal tilpasses det enkelte stykke træ, hvis man skal ende op med et kvalitetesprodukt.
Ud af en lang tradition
På spørgsmålet om, hvordan Erik Hoffmann har det med at være del af sådan en århundredelang tradition og historie, lyder svaret:
- Det er jeg meget ydmyg overfor, og stolt af. Det er virkelig noget, som jeg har høj respekt for.