Kunsten stærkere end livet

• Hør udsendelse   (24:22)

I en hestestald i en baggård på Nørrebro boede billedhugger Astrid Noach i årene 1935-1951. I den periode skabte hun nogle af tidens mest betydningsfulde skulpturer. Kunsthistoriker Hanne Pedersen har studeret Noachs fantastiske historie og viser indenfor i atelieret, der endnu eksisterer.

Frem i lyset
Her i Rådmandsgade nr. 34 havde Astrid Noack sine bedste år, fortæller Hanne Pedersen, som første gang kiggede forbi i 1975, da hun skulle skrive sit speciale.

- Den gang var det knapt så ramponeret, som nu, men det utrolige er, at hendes atelier, står her endnu.

Astrid Noack levede spartansk, fugtigt og koldt i sit atelier i baggården. Hun er beskrevet som en dame med en knoglet skikkelse, der listede rundt med tynde klæder, at folk ofte så en anden vej. Men de som mødte hendes blik blev betaget og fængslet af hendes strålende, intense brune øjne.

I 70'erne var Hanne Pedersen lidt alene om sin interesse for Astrid Noacks liv og værk, men her 30 år efter bliver skulpturerne fundet frem fra depoter og kældre, støvet af og ser dagens lys igen:

Ét af værkerne "Stående Kvinde" kom på kulturkanonen i 2006, Holstebro Kunstmuseum og Thorvaldsens Museum har lavet fine retrospektive udstillinger og Hanne Pedersen har udgivet bogen "Stærkere end livet". Desuden er en forening til bevarelse af Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade netop blevet stiftet af beboere og lokal-interesserede kunstnere.

Kleinekogning og baggårdsfester
Kvarteret var dengang i 30'erne og 40'erne, omtrendt som nu, præget af små værksteder, atelierer og masser af børn. Folk hjalp hinanden og en særlig nær kontakt havde Astrid Noack til fru Næsby, der boede i forhuset og drev en tobaksforretning. Fru Næsbys yngste søn Poul-Erik sørgede for at bringe brændsel til Astrid Noack, og han blev portrætteret i hendes atelier. Når et barn sad model, havde Noack altid et par kiks i baghånden. Det fremgår af hendes regnskaber, at hun i det hele taget delte en del kiks ud til kvarterets børn. Hun elskede kvarteret, fordi det mindede hende om Paris, hvor hun havde boet, studeret og arbejdet i 12 år:

- "Her går det for fuldt drøn i Rådmandsgade. Dag og nat arbejdes i denne gård. Når jeg slutter ved 1-2-tiden begynder klejnekogning i et rum ved siden af mig.... 4000 klejners kogning hvert døgn. 7 morgen begynder blikken- og kobbermesteren, og så noget efter tager jeg på vej igen. Desuden er her sadelfabrik og meget andet stille arbejde og stille familieliv i kælderen i forhuset, hvor der sælges tobak. - Hyggelige folk, ligetil - som dem jeg kan lide i Paris."

Indtryk
Hanne Pedersen har gennem sit arbejde med både specialet og bogudgivelsen været i kontakt med forskellige mennesker, som husker Astrid Noack.

- De fortæller alle, at det var en oplevelse at komme hjem til Astrid Noack. Hun levede med sine skulpturer og modeller hele døgnet rundt i dette rum med kakkelovn, opklappelig seng og kollegernes malerier og tegninger på væggene. Hun havde altid en hjemmerullet cigaret i mundvigen, der var en hyggelig stemning og blomster på bordet. Dog har det gjort et uudsletteligt indtryk på de mennesker, som har haft en twist med hende. Noack kunne være meget bestemt og havde et stærkt temperament.

"Ulykkelige omstændigheder"
Før Astrid Noack kom til Rådmandsgade havde hun gennemlevet 12 skæbnesvangre år i hendes drømmeby Paris. Hun var uddannet billedskærer og ville hjælpe med at restaurere kirkerne efter 1. verdenskrig, men arbejdsløsheden blandt kunstnere og kunsthåndværkere var stor. I sit lille primitive atelier i Rue Francois Guibert skar hun fantasifulde paraplyhoveder og solgte dem på gaden. På diverse værksteder lavede hun mannequiner i papmaché, stolerygge og lampefødder. Der var til tider så koldt på gulvet at hun måtte stå på opvarmede mursten. Hun var for stolt til at tage i mod hjælp og levede af kålrabi og lignede "den russiske ødemark".

Hun var på et eksistensminimum da hun blev gravid og enlig mor. Hun arbejdede på værkstederne og fik barnet passet fra kl. 7-19 hver dag. Senere kom hendes Stefan på et hjem for spædbørn, hvor han blev smittet med mæslinger og døde 1½ år gammel. I fortvivlelse sank Astrid Noack ned i sorgen og levede en tid under byens broer indtil gode venner skaffede hende en friplads på kunstakademiet Maison Watteau. Her blev én af hendes lærere den franske billedhugger Charles Despiau, som selv havde stået i lære hos Auguste Rodin. Miljøet på akademiet gav hende efterhånden modet til at blive billedhugger og Despiaus nære fordomsfri natur-studier, tålmodighed og ydmyghed kom til at præge hende betydeligt. Da hun i 1932 forlader Paris er det med stor vemod. Trods sorg og fattigdom havde hun fået venner for livet og kunne nu kalde sig kunstner.

Indre konstruktion
Hjemme i atelieret på Nørrebro arbejdede Astrid Noack nu med skulpturer i stadig større format og med respekt for Despiaus principper. Han havde i undervisningen indprentet, at detaljerne i en skulpturs overflade kun har en værdi, når de er en del af helheden. Astrid Noack har i et radioforedrag sagt noget lignende: "Formen må fornemmes indefra skulpturens kerne og føres udad i stram spænding. Ingen nok så smuk følelse, eller følsom overflade kan få virkelig værdi, om ikke den bæres frem af en indre konstruktion. Dette er for mig i virkeligheden abstraktionen i al skulptur hvor forskellig end udtryksformen bliver" (Astrid Noack fortæller om arbejdet med sin Anna Ancker-statue i Danmarks Radio, 1948).

Hanne Pedersen er heller ikke i tvivl, da jeg spørger, hvad hun betragter som den vigtigste kvalitet i Astrid Noacks skulpturer:

- Hendes styrke er den stærke naturiagttagelse uden fordomme! Det er hendes evne til at se motivet og skildre det præcis, som det er.

Vin i lange floder
I løbet af den tid Astrid Noack bor i Rådmandsgade på Nørrebro oplever hun at hendes værker bliver anerkendt og opkøbt. Hun får fine bestillingsopgaver, og skønt hun hverken bliver rig eller får professorstilling på akademiet, så går hendes drøm om at være kunstner i opfyldelse.

Hanne Pedersen kigger sig omkring i gården og forestiller sig hvordan der her blev holdt fest for Astrid Noack med sild, hvide bønner, sprængt oksebryst, ost, salat, kaffe, kager, snaps, øl og vin i lange floder. Det var til hendes 60 års fødselsdag, at naboerne og vennerne overraskede hende med en mægtig fest. Astrid Noack har selv beskrevet det, som en aften med "megen stemning, livsmod og lyst":

- "Og jeg, som havde tænkt mig stille og fredeligt at glide ind i den næstesidste ungdom, må bekende at denne måde det blev på, var helt rigtig" (Astrid Noack i et brev, 1948).

Artiklen er skrevet af Helle Solvang baseret på Hanne Pedersens bog "Stærkere end livet - Astrid Noack 1888-1954 samt interview med Hanne Pedersen i Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade juli 2009.

Anna Ancher-statuen blev opstillet i haven ved Skagens Museum i august 1939. Der står den endnu. En afstøbning kan også ses udenfor Holstebro Kunstmuseum.

Stående kvinde fra 1942, der er blevet kanoniseret af billedkunstudvalget i 2006, er ejet af Göteborg Konstmuseum.

Find flere oplysninger om værkerne ovenfor til højre.

Sendt første gang 6/8-09