preload loader
Karin Westerlund
 

Smilet er den korteste afstand

Vita 12. februar 2010 kl. 11:30 på P1

Med én lejlighed i Kairo, én i indre København og et primitivt
ensomt beliggende hus på en svensk skærgårdsø i Blekinge lever svenske billedhugger, digter og filminstruktør Karin Westerlund et omskifteligt liv. Hun holder af alle tre steder, men det er med stigende bekymring, at hun opholder sig i Danmark.

Hun bringer dele af de andre kulturer med sig, hvor hun nu end befinder sig. Således består hendes kontor i lejligheden i København af et stort persisk tæppe, man sidder på. Men det er ikke kun de fysiske ting, der viser, at her er der tale om en kvinde, der forstår at flytte sig; hendes nærvær, humor og visdom vidner om én, der forstår at bruge og forstå det bedste fra de vidt forskellige kulturer, hun færdes i.

Relation - sjæl - balance
De tre ord står skrevet på arabisk på et hvidt Ikea-tæppe, der befinder sig i Karin Westerlunds lejlighed. Hun har selv malet ordene på tæppet, og det sammenfatter på mange måder hendes liv: Hendes behov for nære relationer, for at have sin sjæl med i det, hun foretager sig og at være i balance med sig selv og sin omverden. Og det kan hun netop ved fysisk at flytte mellem den kaotiske millionby Kairo, det hyggelige og engang meget rummelige København og sin lille ø uden toilet og indlagt vand, ingen indkøbsmuligheder og kun få indbyggere.

Rektor, øl og cigaretter - kunstakademiet i København
Karin Westerlund flyttede i 70'erne til København for at studere på Kunstakademiet. Og her fik hun sit første kulturchok: Rektor mødte de nye studerende med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden! Det ville - heller ikke dengang - kunne ske noget sted i Sverige. Så hun følte friheden og nød den uformelle stemning i byen. Siden har meget ændret sig i Danmark, og selv om hun stadig holder af København, kan hun godt mærke, at stemningen er blevet en anden.

Du kan bare skride tilbage til Sverige
For ikke så længe siden befandt Karin Westerlund sig atter i Danmark og gik ud for at handle. Blandt andet ville hun købe tyttebær til sine pandekager. Desværre havde butikken ikke varen, og den ældre dame bag hende hvæsede: "Hvis du vil have tyttebær, kan du bare skride tilbage til Sverige." Den slags oplevelser møder Karin Westerlund hver eneste dag og i stigende grad i dagens Danmark!

Øjenkontakt, tillid, smil og tid
I Kairos trafikmylder af massive dimensioner kaster man sig som fodgænger blot ud mellem bilerne, fastholder førerens blik, smiler og bliver således lempet igennem de endeløse rækker af biler.
Indgangen til Ægypten er et smil, som Karin Westerlund understreger. I Kairo siger man goddag til hinanden, alle ved, at man er til stede. Man kan ikke gemme sig i den store millionby, selvom man skulle tro, det forholdt sig omvendt i forhold til København, hvor man kan være helt anonym. De smil og den åbenhed hun oprindeligt kom til København for, findes ikke længere.
- Skandinavien har givet afkald på nærvær og smil, og det har jeg lige så meget behov for som vand, siger Karin Westerlund.

Komitéen for at folk har det godt
I Kairo falder ting sammen, meget er i stykker og bliver ikke repareret, mange bygninger er dårligt vedligeholdt.
- Det er jo ikke tilfældet i Skandinavien, hvor vi har komitéer for den slags. Men vi har ingen komitéer for at folk er lykkelige og drager omsorg for, at man har det godt. I Kairo er der en menneskelig og kærlig omsorg for den enkelte.

Karin Westerlund vil foretrække at blive gammel netop et sådan sted og dø - mæt af dage.

Digtsamling og film
Karin Westerlund har netop udgivet den meget personlieg digtsamling Det begyndte med Kairo og er udkommet på forlaget Vandkunsten. Hun har lavet 7 film, den seneste Gud, lugt og hende, der netop er på vej på DVD, er en film, som slet ikke burde kunne lade sig gøre: nemlig en film om det usynlige.

 skrevet af: Birgitte Sigurd Jensen

 

Send eller anbefal link

Vært og tilrettelægger:

Helle Solvang

Medvirkende:

Karin Westerlund

Genudsendelse:

13. februar 2010 kl. 05:30

 
 

Hverdage kl. 11.30

 

Hverdage kl 05.35

 

Få VITA som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Seneste fra Kulturnyt

 

Senest fra Sproglaboratoriet

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Vita > Udsendelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.