Kollektiv og kernefamilie

• Hør udsendelse:   (24:51)

For godt tre år siden tog Christina Adler og hendes mand en drastisk beslutning om at flytte ud af København og ud på landet. Nu bor de i et bondeidylisk hus i skoven med deres to børn, kat og heste. Men det er ikke kun kernefamilien de plejer på den måde, det er også et langt større fælleskab, for de flyttede ind i storkollektivet Svanholm på Sjælland, hvor der bor ca. 80 voksne og en masse børn. 

- Vi var begge to færdiguddannede, og havde lyst til at komme ud af byen, og så ville vi gerne give vores barn nogle andre rammer, og så sad vi og kiggede på, hvad der var af muligheder for os. Vi ville gerne flytte et sted hen, hvor vi vidste, at der var nogle mennesker, vi kunne have et fællesskab sammen med. Min mand han spiller trommer, så han er tit ude at spille fredag og lørdag aften, og så ville jeg ikke sidde et eller andet sted alene og vente på, at han kom hjem.

Svanholm Gods blev overtaget af kollektivister i 1978. Målet var at bo sammen og at lave et produktionsfællesskab baseret på økologisk landbrug. Dengang gik alles indtjeninger i den fælles kasse, og til gengæld fik man fri adgang til bolig, mad og børnehave.
Sådan er det stadigvæk - næsten. For 6 år siden blev ordningen ændret, så man nu beholder 20% af sin indtjening.

Den ordning kan Christina Adler godt lide, for hun mener, at de stærkeste og bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, men man skal også have et vist frirum, hvor man kan disponere over sine egne penge.
Det er kendetegnende, for hende at se, at de nye kollektivister der flytter ind på Svanholm stiller flere individuelle krav end de gamle kollektivister gjorde, og hun ser det som et udtryk for tidsånden.

- Siden starter, der er tendensen da gået mod mere individuelle krav. 80/20 økonomien er jo et udtryk for at folk gerne ville have lidt mere til dem selv, og der er også en tendens til at folk gerne vil have eget køkken og bad, og det vil vi også selv, og det ligger mere i tiden, at det vil man have. Da folk flyttede ind her, da delte man tit køkken og bad med en masse andre.

Knap halvdelen af svanholmerne arbejder på Svanholm i forbindelse med stedets produktion og drift. Man kan arbejde i landbruget, fælleskøkkenet, børnehaven, med vedligehold eller i administrationen.
Den anden halvdel arbejder udenfor godset, og det gjorde Christina Adler også i de første to år, hvor hun dagligt tog ind til København, og passede et job som journalist, men nu arbejder hun 30 timer ugentligt på godset og laver mad i fælleskøkkenet, noget PR og viser folk rundt, der gerne vil se stedet. Hendes yngste barn er to år, og når barnet fylder tre, så skal hun arbejde fuld tid; det er betingelserne, som de ser ud nu... men det vil hun gerne have ændret.

- Den eneste ting, som jeg syntes er en ulempe med den måde vi har indrettet os på, og ved at være økonomisk forpligtet på hinanden, det er, at vi har en fuld arbejdsforpligtigelse, altså man skal arbejde fuld tid. Det syntes jeg er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt tænke mig, at gå lidt mere ned i tid.

Der er ikke nogen formel ledelse på Svanholm, så hvis kravet om fuld tid skal laves om, så skal det vedtages i enighed på kollektivets fællesmøder.