Åndetro - fordi det virker!

• Hør udsendelse:   (24:49)

Rane Willerslev har gået på jagt siden barnsben, men hans syn på jagt og dyr har ændret sig, efter at han uddannede sig til antropolog.

Op gennem halvfemserne studerede han et lille animistisk jægerfolk i Sibirien, der hedder jukagirere. Hans mål var at skrive en ph.d. om jukagirernes åndetro, og det har han gjort, men han har også taget deres åndetro til sig. Det skyldes, at da han boede sammen med jægerne i skoven, og måtte overleve i verdens koldeste egne, og var helt afhængig af dyrene for ikke at sulte ihjel, da oplevede han magien som ligeså virkelig som elgen eller bjørnen.

En afgørende faktor var, da han skød en bjørn, der pludselig angreb ham. På det tidspunkt var åndetroens mange ritualer og dens styrke ikke "gået i kroppen" på ham endnu, men drabet på bjørnen var stærkt medvirkende til, at han overgav sig til tankegangen.

- Problemerne væltede ned over mig, og det fortolker jeg som tegn på, at jeg ikke behandlede den døde bjørn ordentligt.

Så nu sørger han for altid at ofre til ånderne, for at sikre sig held på jagten; den jagt han dyrker i skovene ved familiens ødegård i Sverige.

- (i skovene ved ødegården) der har jeg et bjørnekranie, der ligger oppe i et træ, og bjørnekaniet vender mod vest, som er retningen mod skyggelandet, altså dødsriget, som jukagirerne kalder det. Inden jeg går på jagt i det område, så går jeg ud til bjørnen og bukker for den, og siger "bedstefar, nu er jeg kommet", og så har jeg ofte noget vodka til den, som jeg skænker for den, og binder nogle farverige bånd om, og giver den noget tobak eller et stykke chokolade, for den sags skyld, og så beder jeg om held i min jagt, ikk´. Og det er noget jeg har taget med mig derfra.

Jukagirernes åndetro er et praktisk redskab til at overleve i Sibirien, og ofringerne handler om at formilde dyrenes ånder, også kaldet ejer, så man kan dræbe dyrene uden at det bliver hævnet. Dyrenes ånder bliver opfattet som menneskeånder, og derfor er det for en form for kanibalisme, at skyde de dyr, som lever i området.

- Det som det handler om helt grundlæggende, der er, hvordan kan jeg slå ihjel, hvordan kan jeg spise andre væsener, som i øvrigt ikke bliver betragtet som dyr i vores forstand, men som andre personer. Altså, jeg kan spise deres kød og slippe af sted med det. Det er en grundlæggende problematik i et jægersamfund.

Og fordi det er så følsomt, i forhold til risikoen for hævn fra åndernes side, at dræbe dyr som elg og bjørn, så gør jukagirerne også meget for at lægge ansvaret fra sig, når først drabet er sket. Det gør man bl.a. ved at skære en lille træfigur, og sige til ånderne, at det var figuren, der dræbte elgen. Man prikker også øjnene ud på den døde bjørn, for at "bilde" ånden ind, at kragen har taget dens syn, så bjørnen ikke kan "se", hvem der dræbte den. 

Rane Willerslev har netop udgivet en bog om sine mange ophold hos Jukagirerne. 
Bogen hedder "På flugt i Sibirien" og er udkommet på forlaget Gyldendal. Her beskriver han de konsekvenser det har haft, at han transformerede sig som menneske, for at kunne forstå Jukagirerne.

Det fortalte han om her i Vita den 6. november, og den udsendelse kan høres ved at klikke på linket.