Rigtige kvinder går med høje hæle
Vita 08. februar 2010 kl. 11:30
på
P1
Det har 29-årige Christine Bille i hvert fald fået besked på af ordensmagten.
- Politiet havde stoppet mig så mange gange i visitationzonerne bl.a. på Nørrebro, at jeg til sidst spurgte dem hvorfor, fortæller hun.
- De svarede så, at det var fordi jeg havde flade sko på. Normalt går kvinder jo med hæle, forklarede de, men de flade sko viste, at jeg hurtigt ville kunne løb væk, og derfor kunne jeg være en autonom!
Ingen Sex & The City
Christine Bille foretrækker sko uden hæle. Og hun bryder sig ikke særlig meget om at se Sex & The City.
- Det er sådan nogle ting der gør, at jeg tit får at vide: "Du er jo ikke en rigtig kvinde," siger Christine Bille, der ellers har en venlig, feminin udstråling. - Det er jeg træt af, for selvfølgelig er jeg en rigtig kvinde! Måske er det bare stereotyperne, der er noget galt med. Det er netop sådan noget, vi gerne vil debattere i Consume.
Kvoter er også vigtige
Redaktionen bag Consume mener, at kønsdebatten er meget fraværende og udelukkende handler om kvoter og regler. Det er også vigtigt, understreger Christine Bille.
- Men vi vil gerne gøre opmærksomme på, at der er andre kønspolitiske problemer. F.eks. at vi bliver påvirket af kulturen til at fastholde os selv og hinanden i bestemte billeder, siger hun.
Trist tilpas af dameblade
- Vi mener, at man kan vælge at tænke anderledes. Men kun hvis man er opmærksom på, at f.eks. dame- og mandeblade fastholder os i bestemte roller. Og at der er en grund til, at mange kvinder bliver kede af det og får komplekser, når vi læser dameblade.
Til alle køn
Christine Bille læser til dagligt offentlig administration og kommunikation på RUC.
Consume udkom første gang i 2008 som en enkeltstående protest mod damebladskulturen. Det kom igen 16. januar i år med et udvidet koncept, der også henvender sig til mænd "og alle køn," som redaktionen siger. Planen er, at Consume skal være et kvartalsmagasin.