Krig, Kunst og Kleopatra
Vita 03. marts 2010 kl. 11:30
på
P1
Det er ingredienserne i et samarbejdsprojekt mellem den danske teater- og operainstruktør Veronica Kær og Det irakiske Nationalteater i Bagdad.
- Jeg sad efter min opsætning af Benjamin Brittens opera 'Lucretia', som vakte opmærksomhed, og fik positiv omtale i både England og Danmark, og jeg tænkte: "Hvad flytter det i den store sammenhæng"?
Ven og ikke fjende
Hendes eget svar på spørgsmålet var negativt og satte fokus på, hvad der egentlig optog hende i en samfundsmæssig og kunstnerisk sammenhæng, nemlig Danmarks involvering i krigen og den stadig uafklarede situation i Irak.
Hun gik på nettet og kontaktede det Irakiske Kulturministerium og Nationalteatret og resultatet er en aftale om et dansk-irakisk samarbejde om en opsætning af William Shakespeares 'Kleopatra' i helt ny bearbejdelse ved den kommende Mellemøstlige Teaterfestival i Bagdad.
Teatret er iøvrigt både mht. opsætninger og Shakespeare-forskning et af de fremmeste i verden!
Veronica Kær drager til Irak med sit hold af skuespillere og scenefolk, hvor de så mødes med nationalscenens personale og skaber forestillingen fra bunden af.
- Det er nødvendigt, siger instruktøren, som selv har en rem af huden, når det drejer sig om forskning i de klassiske teaterstykker, fordi De ofte rummer uvurderlige meneskelige erkendelser og erfaringer, som også er vigtige for det moderne menneskes situation.
Nutid i historiens lys
I 'Kleopatra' er det netop forholdet mellem et land og en besættelsesmagt, der sættes til diskussion, indrammet af kærlighedsforholdet mellem den ægyptiske dronning og den romerske feltherre Markus Antonius.
Hertil kommer at den nyeste historieforskning viser, at Kleopatra formentlig blev myrdet og ikke som eftertiden har villet vide, begik selvmord ved at føre en giftslange til brystet. En vigtig pointe i den planlagte nyopsætning, hvor musik, dans og billedkunst bliver væsentlige ingredienser.
Veronica Kærs opsætning af Benjamin Brittens 'Lucretia' var også et resultat af fordybelse både i værket og den klassiske historie. Derfor var det den oprindelige version af operaen, som ikke tidligere var opført, hun arbejde med. Også her var der internationale kræfter involveret blandt andre dirigenten Stuart Bedford, som kendte Britten og forhistorien til operaen.
Hør tidligere VITA om 'Lucretia' på linket til højre.