Sexhandel som supplement til SU
Vita 16. marts 2010 kl. 11:30
på
P1
Er man prostitueret, når man som studerende tager et arbejde, hvor indsatsen bliver kategoriseret som modelarbejde, værtinde og escort til veluddannede og som regel velhavende mænd. Mænd med magt?
- Ja for man sætter sin krop til salg og grænsen til decideret seksuelle ydelser bliver hurtigt overskredet. Det ligger simpelthen i de forventninger, der stilles af både kunder og den bagmand eller kvinde, der som regel står bag de pågældende grupper.
Sex og Gucci
Så klart udtrykker forfatteren Malene Dietz sin holdning til den problematik, som hun tager op i sin dokumentariske roman 'Cocktailklubben'. Her møder vi kønne velbegavede kvinder, læge- og jurastuderende, som forsøder den fattige studentertilværelse med et job som blikfang og kvindeligt selskab for købedygtige mænd.
Det foregår i pæne omgivelser, hvor champagnepropperne springer om aftenen, men hvor morgenerne er knap så farverige. Pigerne holder modet og gejsten oppe hos hinanden: det er jo kun en overgang og man kan altid sige nej til tilbud, man ikke synes om.
Virkeligheden ser anderledes ud og grænserne for hvad man siger ja ophæves efterhånden. Det handler om penge og de er store i den del af branchen og rækker til både modelkjoler og guccitasker.
En fiktiv virkelighed
Det lyder som en kulørt roman. Det er det da også, morsom og letløbende fortalt, men indholdet er stærkt og skrevet efter dybtgående research og i samarbejde med studerende piger, som selv er eller har været i branchen!
En af pigerne, som har medvirket til, at Malene Dietz kan fortælle historien om nok en side af den skjulte prostitution, har afsluttet sin uddannelse og arbejder som læge i Jylland. Med en hemmelig bagage, som ingen må få kendskab til - heller ikke hendes nuværende kæreste.
Chick-lit for alvor
Malene Dietz har en samfundsfaglig baggrund. Som forfatter har hun mest skrevet lærebøger om samfundsvidenskabelige emner. Især bøger til de ældste klasser i Folkeskolen og gymnasiet har hendes bevågenhed, og det er grunden til, at hun benytter sig af romanformen chick-lit.
- Hvis jeg skal gøre mig håb om at påvirke både de studerende kvinder der er i sexbranchen og få fat de helt unge inden de fristes af veninder til at påtage sig et job, der ser glamourøst ud, så er det måden at gøre det på.
Prostitution - nej
Undervejs i arbejdet med bogen og samtalerne med de studerende følte hun, at hun måtte gøre op med sin egen holdning til dét, at kvinder sælger sex og mænd køber det.
Det gjorde hun så - også for at være ærlig over for de kvinder, der stillede deres erfaringer og viden om den skjulte virkelighed til rådighed for hende.
Til historien hører, at de studerende kvinder ikke opfatter sig selv som prostituerede. Nok handler det om sex, men de arbejdede jo ikke på Istedgade eller i snuskede massageklubber, men på steder, hvor der er højt til loftet og sammen med mænd, der kan betale, hvad det koster. Og som desuden udstråler den udefinerbare charme, som magt giver.
Malene Dietz dokumentariske roman 'Cocktailklubben' udkommer den 19.marts. Politikens Forlag.