Jazzpianist om angst og depression

• Hør udsendelsen   (24:50)

- Jeg har altid skullet være den fantastiske Carsten Dahl.  Nu oplever jeg, at jeg bare er Carsten - og han er ikke særlig fantastisk.

Carsten Dahl er en af tidens førende jazzpianister. Som 43-årig har han spillet med alle betydelige danske musikere og med store udenlandske navne.
Men i musikbranchen er han også kendt som en musiker med et usædvanligt sårbart sind. Den ene aften spiller han guddommeligt - den næste aften aflyser han.
Om sin nyeste udgivelse, Humilitas, siger Carsten Dahl, at den afspejler selve den proces, 'når mørket trænger igennem lyset, men at du stadigvæk hører lyset'.

- Når man får angst og dyb depression, er det som om ens egen kerne kører ind i én. Det er som hele fundamentet forsvinder under én - og så møder du dig selv.

Mørkt, grumset og klart vand
Carsten Dahl mener, at alle mennesker har noget 'grumset vand' i sig:

- Måske har jeg indset, at alt det grumsede vand, som er det vi indeholder af fortrængninger, det vi godt vil være. Det er sådan, vi vil have at andre skal se os - alt det høflighed og pis og lort, alt det vi ikke vil se på - folk er utroligt optaget af at blive set af verden.

For jazzpianisten Carsten Dahl er der kun en vej at gå: Gennem det han kalder 'det grumsede vand' til 'den klare kilde'.

- Hvis du ikke er i kontakt med det vand, vil du altid prøve at finde din bekræftelse og din kærlighed i verden. Men hvis du kommer ned i det grumsede vand, så møder du dig selv, og det er det, jeg er midt i nu.

Kreativiteten
Det er vigtigt for Carsten Dahl at sige fra og holde fast i sin egen originalitet. Hvis ikke han lytter til den, så bliver han ædt op indefra.

- Jeg må slippe kontrollen og give mig hen til, hvad det så end er, der er der. Hvor det fører mig hen, ved jeg ikke. Men hvis jeg ikke gør det, bliver jeg endnu mere syg.

Kreativitet og originalitet er afgørende for kunstneren Carsten Dahl. Alle forsøg på reproduktion og rutine, som måske kan gøre andre mennesker glade, må den kompromisløse musiker afvise.

- Jeg kan mærke, at hvis jeg modarbejder den kreative proces, er det som om, der går et gardin ned over øjnene. Der er ingen vej udenom, og jeg er faktisk glad for det, selv om det er et helvede.