Politiske markedsråb er ikke demokratisk tale
Vita 19. januar 2011 kl. 11:30
på
P1
Militæruniformens krav om underkastelse, det talende jakkesæts krav om forståelse, ildsjælens krav om engagement. De taler til os på TV og i radioen, de skriver i aviserne eller vi møder dem i private selskaber og offentlige rum.
Det talende menneske
Vi er alle en del af det fællesskab, der benytter sig af 'Sproget som redskab og Kommunikation som håndværk'. Egenskaber, som vi alle er født med og bruger i varierende grad, og som udtrykker hvilket menneske, vi selv er og hvem vi står over for. Og et væsentligt middel i den forbindelse er de talegaver, som vi er udstyret med og udsætter andre for. Det være sig i fællesskabets, magtens, forførelsens, formidlingens og overbevisningens navn.
Det handler kort sagt om identitet, samfund, kultur i alle ordets betydninger, og af det hele kan man i sidste ende fremdrage en målestok for samfundets etiske og politiske niveau.
Medieretoriker Knud Lindholm Lau er talelærer og kommunikationsrådgiver. I den egenskab kan han trække på talrige uddannelser, herunder en toårig uddannelse, som medieretoriker, som han fik via sit tidligere job, som programmedarbejder på Danmarks Radio.
Stemme og demokrati
Og det var da også mødet med den institution, og personlige erfaringer med sin stemme og dens udtryk, der i slutningen af 1970'erne blev den direkte anledning til at den nyuddannede cand.polit. fik både øre og øjne åbne for sprogets, talens og stemmens betydning i forhold til identitet, udtryk og demokratisk dialog. Eller det modsatte!
Men de sidste 20 år er det hans egen virksomhed 'tekst og tale A/S', der har dannet rammen om hans professionelle virke. Her uddanner og rådgiver han personer, virksomheder og organisationer, som lægger vægt på en direkte og forståelig dialogskabende kommunikation.
Hvor der populært sagt på alle punkter er overensstemmelse mellem budskabet og mennesket.
Det gælder også for politikere og de mediefolk, der professionelt skal formidle dialogen til befolkningen - vælgerne. Et nyligt eksempel, som tages frem i udsendelsen er hele set-up' et omkring Lene Espersens afgivelse af formandsposten for Det konservative folkeparti.
Kunsten at tale frit
For Knud Lindholm Lau handler tale og kommunikation ikke om spin eller forførelse, hverken gennem markedsråb, gyldne løfter eller dæmagogisk tale. Han er meget opmærksom på den udvikling, som man oplever i disse år i Danmark, hvor sproget og ordene, ikke mindst, i den politiske verden bruges til at stigmatisere og udgrænse personer og bestemte samfundsgrupper.
En farlig udvikling, som råber på bevidstgørelse og etisk omtanke, fordi der gennem ord sniger sig holdninger ind i vores tankesæt og præger os bevidst eller ubevidst.
Her handler det både om frihed til at tale frit og individuelt ud fra et personligt mod - og evnen til at udtrykke sig klart, så man kan stå inde for sig selv og andre i en demokratisk dialog.
Udover sin kommunikationsvirksomhed 'tale og tekst A/S' har Knud Lindholm Lau taget initiativ til og stået for den danske udgivelsen af Victor Klemperers bog 'LTI - Lingua tertii Imperii - Det Tredje Riges sprog. Den vil blive genstand for en senere samtale med forfatteren her i Vita.