Demokrati er som luft
Vita 08. marts 2011 kl. 11:30
på
P1
Demokrati er som luft - den er overalt og man lægger ikke så meget mærke til den, men når der ikke er demokrati - er luften anderledes tung - sådan nogenlunde sagde en arabisk ungdomspolitiker til Jakob Erle under en af de mange dialogmøder mellem danske og arabiske ungdomspolitikere som han har arrangeret. Og det er sådanne øjeblikke han ser tilbage på med store varme, i sin nye direktørstol på DEDI (Dansk Ægyptisk Dialoginstitut i Cairo).
Pludselig kom revolutionen
Jakob Erle tiltrådte sit nye job 10 dage før en revolution, som ingen havde set komme, brød ud,i Ægypten den 25 januar. Hans 10 ægyptiske medarbejdere var inviteret til at deltage i demonstrationen via Facebook, men de fleste troede bare at det var endnu en af en lang række resultatløse demonstrationer i Cairo. Men omfanget viste sig at være millioner af deltagere og fra da af ændrede Jakob Erles job sig radikalt.
Alene på kontoret
Pludseligt var han alene på kontoret. Først gik mange medarbejdere i demonstration og da revolutionen for alvor brød ud, var det simpelthen for farligt at bevæge sig rundt i byen, fordi der var politiposter overalt - politiposter hvor man var retsløs og ikke kunne vide om man blev overfaldet, bestjålet eller fængslet uden grund. Dernæst måtte medarbejderne blive hjemme for at beskytte sig mod den bølge af af plyndringer og overfald mod ægyptiske hjem, der startede da militæret overtog overvågningen af demonstrationerne.
Pressen ankommer
Men da verden opdagede hvad der var igang i Cairo, begyndte den danske presse til gengæld af fylde Jakob Erles kontor for at få informationer, indsigt og overblik - et overblik som det kunne være svært at få, selv her i Cairos hjerte. Og sådan er det ægyptiske samfund, uanset om der er revolution eller ikke, et kompliceret tæppe af alliancer, forbindelser og dagsordner som man kun kan få indblik i når man som DEDI har en dygtig stab med et stort netværk.
Ny strategi
Og det er sammen med denne stab at Jakob Erle nu prøver at lægge en strategi for dialoginstituttes videre arbejde. Et arbejde som nu skal tilrettes, så det kan støtte de reformer som forventes at komme ud de seneste ugers oprør. Et valg skal forberedes i rekordtempo, der skal skabes nye partier og civilsamfundsorganisationer skal støttes. På denne måde vil DEDIs arbejde muligvis bevæge sig væk fra tidligere tiders dialog om muhammedtegninger og ligheder og forskelle, til at blive mere konkret politiske og demokratifremmende.
Alle må med
Der bliver uden tvivl stærkt brug for Jakob Erles erfaringsbaggrund med politisk arbejde, bl.a. i Det Radikale Venstre, VS, Danske Studerendes Fællesråd og Europaparlamentet. Og han er da også allerede igang med trække på sit netværk inden for alle de danske partier, men også at lave samarbejder med alle de mange andre organisationer i i Danmark og resten af verden, som er klar til at yde deres støtte til at lave Ægypten om fra en politistat til et demokrati - måske det første ægte demokrati i den arabiske verden - det vil tiden vise.