Grænselandet har internationalt potentiale
Vita 04. oktober 2011 kl. 11:30
på
P1
- Vi skal have historien med os ind i fremtiden, men også være klar til at drage de erfaringer af den, som vi måske ikke har været helt opmærksomme på hidtil, men som globaliseringen idag har sat fokus på.
Stephan Kleinschmidt er 33 år og dybt engageret i sit arbejde med at ophæve de grænser, som der traditionelt har været mellem den tyske og danske del af befolkningen i Sønderjylland og Slesvig.
Han tilhører det tyske mindretal og er valgt ind som repræsentant for Slesvigsk Parti i Sønderborg Kommune, hvor han er formand for Kultur og Erhverv. Da han fik den post, gav det genlyd i de lokale medier, som gennemgående var af den opfattelse, at man ikke kunne lade 'en tysksindet' står for de områder.
En holdning han iøvrigt fra barnsben er blevet rustet til at gå op imod. Hans mors familie har været tysksindet i generationer, tilhører Matzen-familien fra Egernførde og har været aktiv i politik.
Succes for den dansk-tyske region
- Jeg er selv gået ind i politik og arbejder i det 'civile' liv som projektleder af Vækstcentret i Region Syd, der skal fremme samarbejdet i hele grænseregionen. Det er et nyt og banebrydende dansk-tysk udvikliongs- og markedsføringsprojekt, som skal sikre erhvervsudvikling og nye arbejdspladser på begge sider af regionen. Det officielle navn for projektet er Vækstcenteret – succes for den dansk-tyske region.
Det er i det felt at Stephan Kleinschmidt mener man kan bruge grænselandets erfaringer med minoriteter og dobbelt nationalitet, dobbelt kultur, flere sprog og dermed en identitet, som i en international sammenhæng er åben for nye impulser og tiltag.
- Jeg betragter mig selv som europæer, er glad for mit tilhørsforhold til det tyske mindretal, men er dansk statsborger, uddannet i Danmark og bosat i Danmark. En sådan mangesidet kultur deler jeg med mennesker over hele verden ikke mindst i Europa, hvor grænserne jo er flyttet. Det gælder ikke kun for landegrænserne, men sker også i form af den indvandring der har fundet og stadig finder sted. der er et behov der er for at arbejdskraften bevæger sig i et globaliseret samfund, og her kan vi bidrage med positive erfaringer.
Det gælder ikke bare lokalt og menneskeligt, men også i form af områdets politiske historie og de tiltag, der er sket gennem årene i form af f.eks. folkeafstemning og traktater om mindretalsrettigheder. Det er unikt og kan bruges som inspiration for andre.
Tiden er til samarbejde
Den dansk-tyske historie er ikke kun en fortælling om krig og fjendskab, det er også en fortælling om sameksistens og respekt for de politiske og kulturelle forskelle. der eksisterer i et grænseland.
33-årige Kleinschmidt oplevede selv i sin skoletid en animositet mod det tyske mindretal. Han blev kaldt pølsetysker, der blev kastet ting efter ham og når der skulle spilles fodbold med andre drenge, var det 'danskerne mod tyskerne'. Men tiden idag er en anden, og han oplever dagligt, at det først og fremmest er de fælles interesser og opgaver, der er i fokus mellem grænselandets beboere - uanset om man tilhører mindretallet på den tyske side eller i Region Syddanmark.