Teater udsat for eksperiment
Vita 22. september 2011 kl. 11:30
på
P1
Lysene dæmpes. En spot tændes og musikken begynder at spille. Alles opmærksomhed retter sig mod skuespilleren midt på scenen. Man holder vejret. Et drama skal til at begynde.
- Processen bag en teaterforestilling er ikke noget, man kan tage for givet. Det er en kunst at finde ud af, hvilke skruer man skal skrue på, for at få en ønsket virkning.
Det siger Barbara Simonsen, som er kunstnerisk leder af den scenekunstneriske forskningsafdeling Laboratoriet i Århus. Her kommer teatergrupper under lup.
- Og jeg har altid været optaget af at udforske i detaljer, hvad der skaber de største indtryk i teatret. Sammen undersøger og dokumenterer vi de skabende processer.
Første teaterlaboratorium i Norden
Teatret er den kunstart, der er den mest komplekse af alle kunstarter. I teatret skal ordet, stemmen, dramatikken, musikken, skuespillet, scenografien, kostumerne, lys og lyd gå op i en højere enhed. Men hvordan spiller de mange elementer egentlig bedst sammen??
- Da vi startede Laboratoriet i 2005 fandtes der ikke et sådant teaterlaboratorium i hele Norden. Vores ønske var at etablere sådan et permanent sted, hvor alle indsigter bliver samlet og formidlet til glæde for andre scenekunstnere.
Rehearsal Matters
Senest har Laboratoriet lanceret en videns bank om, hvordan de største kreative teaterhjerner i verden arbejder frem mod en forestilling. Danskere som Palle Granhøj og Kirsten Dehlholm er blandt de udvalgte.
- Der er to kendetegn ved de helt store banebrydende iscenesættere. Dels siger de højt og rungende JA til den proces, de går ind i. Og dels så er de i stand til at skrælle alt det bort, som de ikke føler, er deres gebet. Det betyder, at de gør udelukkende det, de er bedst til.
Hvad er teater, når det er bedst?
- Det er, når du bliver ledt til at tænke en tanke, du ikke havde tænkt før. Eller du bliver overrasket over, at andre mennesker kan tænke på en anderledes måde. Det er, når din egen horisont således rykker sig et par grader. Sådan er teater, når det et bedst.
Interviews med nogle af verdens mest enestående teaterinstruktører er samlet på www.rehearsalmatters.org Laboratoriet holder til huse ved Entré-scenen.