Rørdam, hvem?
Danmark Kort 25. juli 2012 kl. 15:55
på
P1
I 1941 skrev Danmarks store nationaldigter Valdemar Rørdam et skæbnesvangert digt. Hans hyldest til Hitlers fremfærd i Rusland betød at tidligere venner som Kaj Munk vendte ham ryggen. Der var dog én, som trods stor politisk uenighed, holdt hånden over ham til det sidste.
Valdemar Rørdam var kendt som en svulmende rørstrømsk digter, der skrev om fædreland og store følelser. Mest berømt er hans digt "Danmark i Tusind år", der var i spil som Danmarks nationalsang. Hans sange blev sunget ved alsangstævner i 20'erne og 30'erne og han var feteret og populær. I 1937 modtog han Holberg-medaljen og samme år blev han første gang indstillet til l Nobel Prisen i litteratur.
Onkel Valde
Hans succes på den nationale bane var nærmest omvendt proportional med konjunkturerne i hans privatliv. Han mistede først sin kone i en skilsmisse og siden sit hus i en brand. Og da han mødte maleren Sigurd Swane, og denne tilbyder at male hans portræt, flyttede han ind på Malergården i Plejerup ved Isefjorden hos familien Swane.
De levede afsides og fattigt ved Isefjorden og Valdemar Rørdam indrettede sig i en loftslejlighed og blev børnenes 'onkel Valde'. Han forårsagede dog også mange ubehagelige diskussioner og dårlig stemning ved spisebordet, men familien nød godt af den husleje han betalte, hans onkelrolle og den fornemme status som nationaldigter.
Skæbnesvangert digt
Alt var således lutter idyl indtil krigens udbrud. Han satte sig i sit lille loftsværelse og forfattede digtet "Så kom den dag, som vi har ventet så længe". Det skulle han ikke have gjort. Digtet er en hyldest til Hitler for overfaldet på Sovjetunionen. Først ville ingen af de store aviser gengive digtet, men pga. den røre digtet vakte i det nazistiske studenterblad Akademisk Aktion, valgte de alligevel af bringe det. Rørdam blev en paria. Hvis han ikke allerede var gået under jorden, som hule-boer på det fjerne loftsværelse ved Plejerup, så forsvandt han i perioder for ikke at bringe familien Swane i fare. I 1945 møder en flok frihedskæmpere op på gården og henter ham.
Rørdam gjorde hvad han kunne for at digte sig ud af fejltagelsen, men intet hjalp. Vennerne vendte ham ryggen heriblandt Kaj Munk. Han blev stillet for retten og anbragt på sindsygeanstalt. Han døde bitter og ensom d. 13. juli 1946 og er siden nærmest blevet skrevet ud af historien. Selv beskrev han sin situation således i et brev til anstaltens læge: "Til Dem kom jeg ikke syg, hverken på krop eller sjæl, men med en syg skæbne".
Gennem hele Valdemar Rørdams deroute var der dog ét menneske, der holdt hånden over ham. Det var maler og ven Sigurd Swane. Selvom de to var rygende uenige om politiske emner, vedblev asylet på Malergårdens loft at stå åben for Rørdam til hans død.
Udsendelsen er sendt første gang 6. juni 2012