Mafiavold i Italien
Mafiaen i Napoli
10 drab på kun 14 dage. Frygten spreder sig for, at det virkeligheden er et blodigt mafiaopgør, der er igang i den italienske by Napoli.
Begivenhederne har fået den italienske regeringschef Prodi til først at sende ekstra 1000 betjente til Napoli, og siden har han talt om muligheden af at sætte hæren ind.
Der er store penge på spil i opgøret. I Napolis centrum er lokale mafiabander dybt involveret i narko og pengeafpresning, og volden har skabt næsten borgerkrigslignende tilstande, fortæller forfatteren Thomas Harder, der også giver sit bud på, hvilken rolle mafiaen spiller i resten af det sydlige Italien.
Romaerne - EU's største minoritet
Om godt en måned vil langt størstedelen af Europas romaer bo i EU. Det sker når Rumænien og Bulgarien fra årsskiftet bliver medlemmer af EU.
Der findes i verden mellem 12 og 15 millioner romaer, og 10-12 millioner af dem bor i EU. I århundreder har de været betragtet som et folk udenfor samfundet, og de har været udsat for diskrimination og racisme. Langt de fleste romaer lever under elendige sociale kår, hvor kriminalitet er en del af hverdagen, og de trækker dybe problemer med sig i deres spor, der hvor de kommer frem.
Det er absolut i EU's egen interesse at interessere sig noget mere for romaerne, mener to forfattere til en ny bog om romaer, der netop er udkommet. Carsten og Malene Fenger-Grøndahl har i over ti år rejst rundt og mødt romaer, der hvor de bor. Deres bog hedder Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa og den er udkommet på Århus Universitetsforlag.
Hollænderne går til valg
I den kommende uge er der parlamentsvalg i Holland. En socialdemokratisk-liberal alliance udfordrer den siddende borgerlige regering. Efter de seneste års både voldsomme debat og også voldelige begivenheder i Holland - bl.a. med mordet på politikeren Pim Fortuyn og filminstruktøren Van Gogh og hele indvandringsspørgsmålet, er det som om debatten er blevet mere forsigtig - indvandring og integration er tilsyneladende forsvundet fra dagsordenen.
I stedet har valgkampen været præget af mindre spørgsmål - af dag-til-dag-sager og ikke mindst af politikere, der ønsker at profilere deres egen person mere end af de brede politiske temaer, fortæller professor Henk van der Liet fra Amsterdams Universitet om de seneste ugers valgkamp.
Vært: Anne Haubek