Hip hop vælter internettet
03. maj 2007 kl. 20:03
på
P1
Goldmic
Musikindustrien så til i forundring, da de første ukendte musikgrupper blev verdensberømte ved hjælp af MySpace. Før internettet og digital musik skulle man have fat i en pladekontrakt
for overhovedet at blive hørt af andre end sin venner.
MySpace er i dag overrendt af flere teenagere end musikere. I mellemtiden er der dukket nye social networking sites op som Goldmic.com, der udelukkende beskæftiger sig med undergrunds hip hop.
Goldmic er unikt, fordi man som rapper - altså MC'er - kan udfordre andre til verbale dyster på nettet. Mange kender battling fra filmen "8 Mile", hvor rapperen Eminem, kæmper om liv og ære i Detroit med sin rappe kæft. På nettet har den lyriske sport udviklet sig en helt ny kunstart.
Solana Larsen i New York fortæller.
Goldmic består af unge rappere, der alle er startet hjemme ved computeren. Men hvis man kigger på profilbillederne af rappere på Goldmic, ser man mange kasketter, guldhalskæder, og plukkede øjenbryn. Det er altså ikke, hvad man typisk ville kalde nørder, der hænger ud her.
De ligner med andre ord ikke de rappere, der dyrker "Nerdcore".
Det er nemlig noget helt andet...
MC Router og Nerdcore hip hop
I efteråret kunne man her i Harddisken høre, hvordan nørderne er ved at få fodfæste indenfor hip hoppen i den undergenre man kalder nerdcore hip hop. Nerdcore hip hop er primært et amerikansk fænomen og de nørdede hip hoppere kan indtil videre tælles på relativt få hænder, de befinder sig oftest i storbyer i liberale stater på øst- og vestkysten - og så er de typisk hankønsvæsener.
Der er dog ingen regler uden undtagelser. I Fort Worth i Texas finder man en af de kvindelige rappere indenfor genren - MC Router. Hun kalder sig selv for nerdcorehiphoppens førstedame. Hun er 21 år, spiller Warcraft, arbejder på Starbucks, har været forelsket i Bill Gates, spiller cello, og er vild med det danske orkester Under Byen: Hun danser swing - og så bor hun i en by i Texas, der i folkemunde kaldes for cowtown, for her rider cowboyderne i gaden.
MC ROUTER er en rappende computergeek, der henover fingrene - fra lillefinger til lillefinger - har tatoveret ordene GEEK LIFE - fordi computeren er hendes liv. På den ene tommeltot har hun tatoveret en tænd og sluk knap. På den anden tommeltot finder vi Mac-computerens æble logo. På brystkassen har hun tatoveret en række level-bars, som vi kender dem fra computerspil. Den ene hedder experience - erfaring - og den er ikke så stor endnu - hun er nemlig kun 21 år, men den vil vokse henover årene. Vi taler nemlig om kropskunst i udvikling.
Mikkel Rytter Poulsen har besøgt hende.