Flyvende biler og andre fremtidsvisioner
06. maj 2009 kl. 13:03
på
P1
Hvis man går tilbage til 1930'erne eller 50'erne, så finder man mange steder en meget optimistisk vision om fremtiden, hvor man nærmest forestiller sig at hele samfundet på få årtier kan forandres grundlæggende med teknologiens hjælp. Det er her man fx finder drømmen om kæmpebyer under havets overflade, rumhoteller og månebaser, og om et af fremtidsvisionernes klassiske ikoner, den flyvende bil.
Som de fleste togpendlende og myldretidschauffører vil være sig bevidst, er det aldrig rigtig lykkedes at opfylde drømmen om at flygte højt op over asfaltens ævl og kævl og suse afsted på arbejde, ferie eller bare en smuttur i egen bevinget bil - selvom der altså igennem årene har været mange bud på kombinationer af hjul, vinger og hverdag.
Idag er det nærmeste vi kommer et funktionelt koncept vel de små, lette Cessna-fly og helikoptorer, men det er bare ikke rigtig det samme.
Patrick Gyger, der bestyrer scifi-museet Maison d'Ailleurs i Yverdon-les-bains lidt uden for Geneve, beskæftiger sig i sin research med fremtidsforestillinger, visioner og utopier i både litteratur, film, kunst og den brede befolkning.
Et af hans yndlingsemner er de teknologier, der som den flyvende bil, aldrig rigtig har taget springet ud af fiktionen, men forbliver et symbol på vores drømme om en anden og bedre verden...