Harddisken uge 49 2005 - hele udsendelsen
10. december 2005 kl. 20:55
på
P1
Den danske professor Henrik Christensen leder et robotcenter i Stockholm, som er blandt verdens førende. En af prototyperne kører selv ud i køkkenet og tigger om kaffe. Når den har fået koppen, kører den tilbage til kontoret, hvor den gangbesværede medarbejder venter. Vi møder Minnie, Pluto og andre velopdragne robotter med venlige navne.
Det at skabe kunstigt liv har altid været en ambition for mennesket. Nogle forskere prøver sig frem med kemikalier, for som de siger: Når alt levende liv er sammensat af døde kemikalier, må det også være muligt at sammensætte døde kemikalier til noget levende - og det arbejder de på.
Hvad ønsker du dig i julegave? Vi har nogle forslag til, hvad du kan komme i USB porten i år.
Reklamen med dinosaur/mennesket fra Microsoft Office har vi på redaktionen ikke helt forstået - og den bliver bare ved. Hvordan skal den forstås? spørger vi.
Spilklassikeren GTA Grand Theft Auto er nu kommet til PSP, Sonys håndholdte spillemaskine. Vi anmelder spillet med den sejeste gangsterslang, biltyverier og vanvittig bilkørsel.