Klimahykleri i erhvervslivet
Klima og Miljø 22. maj 2009 kl. 16:10
på
P1
Vindmølleproducenten Vestas gør det. DONG gør det. Selv de store multinationale olieselskaber taler om at bekæmpe den globale opvarmning. Men er de grønne intentioner altid reelle eller ligger der skumle bagtanker bag?
Fra på søndag bliver erhvervslivets klimatopmøde World Business Summet on Climate Change, afholdt i København. På deltagerlisten er fine navne som USA's tidligere vicepræsident Al Gore, FN's generalsekretær Ban Ki-Moon, formanden for EU-kommission Manuel Barroso, topchefer for Pepsi, BP og Shell for ikke at tale om vores egen statsminister og klimaministeren. Det er Ugebrevet Mandag Morgen, der står bag det ambitiøse arrangement, der er tænkt som en optakt til det 'rigtige' klimatopmøde - også kaldet COP 15 - i december. De cirka 700 topledere skal komme med deres anbefalinger til, hvad politikerne bør gøre ved den globale opvarmning.
Men en gruppe af græsrødder varsler demonstrationer. De frygter at erhvervslederne vil forsøge at udvande en klimaaftale, så de sorte virksomheder kan blive ved med at svine. Udover at aktionere rundt om i byen, har de stiftet en pris, der skal uddeles til den virksomhed, der er den største 'klimasvindler'. Blandt de nominerede er det danske energiselskab DONG.
Er erhvervslivet i gang med at dreje verden i en grønnere retning, eller handler snakken om klima mere om greenwash - at vaske sorte virksomheder grønne?Det debatterer vi i denne udgave af Klima og Miljø.
I USA forsøger præsident Obama at få vedtaget en ny klimalov. Loven skal på plads inden klimatopmødet i København, hvis USA skal være med i en ambitiøs aftale. Vi ser på hvordan det går med klimaforhandlingerne i USA sidst i programmet.