Verdens største miljøproblem
Klima og miljø 31. oktober 2011 kl. 14:04
på
P1
Mens mange bekymrer sig om, hvorvidt vi inden for få årtier kan brødføde - og om der i det hele taget er plads til - otte, ni eller måske ti milliarder mennesker her på kloden, så er der sikkert andre, der mener, at vi mennesker allerede spiser og fylder lidt rigeligt - nemlig dyr og planter.
- Når vi kigger på de forskellige opgørelser inden for fugle, pattedyr, fisk, blomster, sommerfugle, hvad det end er, så ligger andelen af arter, der er truet af udryddelse på 20-40 procent. Det er en karakteristisk af en masseuddøen, der i gang og på vej, siger professor ved Center for Makroøkologi under Københavns Universitet, Carsten Rahbek.
Vi kan tabe kampen mod de verdensomspændende sygdomme
Det ser altså ikke super godt ud for dyr, planter og andre organismer her på Jorden, hvis man skal tro de prognoser, som her bliver lagt frem.
Men vi mennesker kan også få store problemer som følge af tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed.
Det kan nemlig blive voldsomt dyrt at leve i en verden, hvor vi har begrænset eller ingen adgang til ressourcer, vi før har fået gratis fra naturen - de såkaldte økosystem-ydelser – og det kan føre til krige og konflikter.
Udover, at det er økonomisk sund fornuft at gøre noget ved tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, så er der også en lang række bieffekter af, at vi roder så meget rundt i tingene som muligt:
- Vi mennesker er populært sagt ved at genforhandle kontrakten med mikroberne, så vi i fremtiden ikke nødvendigvis længere er på det vindende hold i kampen mod verdensomspændende sygdomme, siger Carsten Rahbek.
Honningbien sulter og spiser forkert
En af de arter, der sikkert synes vi - nu 7 milliarder - mennesker fylder mere og mere – er honningbierne.
Og det er ikke fordi, de mangler plads til at flyve rundt. Der er helt andre grunde til, at spørgsmålet om biernes velbefindende fra tid til anden dukker op.
Den måske knap så ædle årsag er, at hvis bierne får det skidt eller helt forsvinder, kommer det faktisk til at gå ud over os:
- Nogle planter vil helt forsvinde og andre vil ikke kunne betale sig at dyrke. Kornsorter vil vi stadig have, fordi de er vindbestøvet, men sådan noget som æbler, pærer og blommer vil forsvinde, siger seniorforsker ved Institut for Agroøkologi under Aarhus Universitet og ekspert i honningbier, Per Kryger.
Bierne er ikke ved at uddø, men de har det rigtig svært på grund af vores effektive udnyttelse af landskabet.
Ifølge seniorforsker Per Kryger er bierne blevet afhængig af biavlerne. De kan ikke længere overleve i naturen.
Og så lider de ofte af sygdomme, som er indvandret fra andre dele af verden samt af underernæring.
Faktisk sulter bierne typisk i tre uger midt på sommeren.
For det som blomstrer i den periode - typisk ukrudt - er der ikke ret meget af på landet længere.
Tidligere på året har de næsten det modsatte problem. Her lider de af fejlernæring frem for undernæring:
- Om foråret har de for meget. Her blomstrer både de mange store gule rapsmarker og frugttræer og -buske. Honningbierne går derfor efter rapsen, da den er meget givtig, men hvis den kun samler pollen herfra, vil de få for meget af en ting og bliver derfor fejlernærede, siger Per Kryger.
Han kan i øvrigt fortælle, at sådan noget som pesticider ikke i sig selv ser ud til at skade danske bier.
I hvert fald ser man meget få forgiftninger hos vores honningbier. I andre lande som Frankrig skal man til at undersøge, om netop forgiftning kan være årsag pludselig massedød blandt bier.